Bambus får håbet til at spire i Afrika

Optimismen spirer i 18 afrikanske lande, der alle opfatter bambusplanten som en sandsynlig kilde til øget beskæftigelse og større velstand

Hvis bambusplanten trives, og det gør den selv i næringsfattig jord og uden pasning, er der set eksempler på, at den gigantiske græsart er i stand til at vokse 120 centimeter på 24 timer. Den kan overleve såvel tørker som oversvømmelser. –
Hvis bambusplanten trives, og det gør den selv i næringsfattig jord og uden pasning, er der set eksempler på, at den gigantiske græsart er i stand til at vokse 120 centimeter på 24 timer. Den kan overleve såvel tørker som oversvømmelser. – . Foto: Michele Faozone/Scanpix.

Bambus er et grønt vidunder, som ikke blot kan mindske fattigdommen i en række afrikanske lande, men også øge kontinentets eksport – og samtidig aflaste miljøet.

Sådan lyder det fra direktøren for den internationale interesseorganisation for bambus og spanskrør, INBAR, Hans Friederich.

”Det er en fantastisk plante, der kan give fortjeneste til mange, fordi den vokser utroligt hurtigt, og en landmand både kan sælge den uforarbejdet eller lave et produkt ud af den. Den behøver hverken gødning eller pesticider, for den er ikke for alvor truet af sygdomme. Når først den er plantet, kan man overlade den til sig selv,” siger han til FN’s magasin Africa Renewal.

Indtil videre har 18 afrikanske lande, heriblandt Burundi, Eritrea, Etiopien, Ghana og Tanzania, sluttet sig til INBAR, der formidler viden om planten og teknologier.

Angola, Gabon og Zambia ventes at melde sig ind i organisationen i den nærmeste fremtid.

Og det er langt fra kun INBAR, der har travlt med at prise planten. Også afrikanske økonomer, agronomer og politikere har for alvor fattet interesse for bambus og spår den en stor fremtid i afrikanske industrier.

Interessen i Afrika hænger naturligvis sammen med verdensmarkedets voksende efterspørgsel på bambus. Især i Kina stiger efterspørgslen, men også i Europa og USA, hvor efterspørgslen især drejer sig om bæredygtige produkter i form af bambusmøbler og tekstiler lavet af bambusfibre.

Globalt anslås det, at der bliver omsat bambus for et astronomisk beløb på 400.000 milliarder, eller 400 billioner, kroner årligt.

I Afrika fører Etiopien an. To tredjedele af den bambus, der bliver dyrket på kontinentet, bliver dyrket i det østafrikanske land, hvor bambusindustrien blandt andet fremstiller gardiner, tandstikker og tæpper. I det vestafrikanske land Ghana er cykler med bambusstel blevet populære de senere år.

Hvis bambusplanten trives, og det gør den selv i næringsfattig jord og uden pasning, er der set eksempler på, at den gigantiske græsart er i stand til at vokse 120 centimeter på 24 timer. Den kan overleve såvel tørker som oversvømmelser. Men at bambus kræver lidt og yder meget, er ikke dens eneste fortrin.

Dens anvendelsesmuligheder er utallige og bliver stadig flere, i takt med at efterspørgslen på bæredygtige produkter vokser i den velstillede del af verden, heriblandt Danmark. Det gælder eksempelvis produkter som tøj, sengelinned og håndklæder produceret af bambusfibre samt møbler og papir.

I det østafrikanske land Kenya har firmaet Green Pot som et af de første taget hul på bambusdyrkning i stor skala. Firmaet har anlagt store bambusplantager og er i færd med at opføre fabrikker, der skal forarbejde de tykke bambusstokke til henholdsvis byggematerialer, tekstilprodukter og brændselsbriketter, der kan bruges til at opvarme de kenyanske hjem. Green Pots direktør, Caroline Kariuki, er optimistisk.

”I betragtning af at over 70 procent af kenyanerne hovedsageligt bruger træ eller træbaserede produkter som brændstof, er her tale om et kolossalt marked,” siger hun til Africa Renewal.