Prøv avisen
Fra arkivet

Bare arme fører til kommunisme

Der har altid været mange holdninger til beklædning på arbejdspladsen. Her holder en kvinde på arbejde i 1920’erne sig formentlig til retningslinjerne, mens andre på denne tid begyndte at iklæde sig mere vulgære kjoler uden ærmer, i hvert fald i fritiden. Foto: Shutterstock/Ritzau Scanpix

Overdreven frisering, uanstændige kjoler og antidemokratiske blottede arme har været genstand for påklædningsdebatter gennem tiden

Det varme majvejr har fået mange til at fiske korte sommerkjoler og shorts ud af klædeskabet. Men spørger man den ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten, Jacob Nybroe, bør begge dele blive hængende derhjemme i arbejdstiden. Det gjorde han klart i en e-mail tidligere på ugen, hvor han bad sine ansatte holde sig til lange benklæder på redaktionen. E-mailen satte gang i en livlig debat om reglementeret påklædning og er dermed seneste indspark i en gammel debat om den rette påklædning.

For eksempel endte en sag om påklædning i januar 1900, som er omtalt i Kristeligt Dagblad, med flere fyringer, da en frue blev stødt over sine tjenestepigers upassende fine tøj.

”Paa slør, fine Handsker, Baand, Parfume, Laksko osv. osv. har de i Løbet af et Par Maaneder forbrugt mere, end jeg selv bruger i to-tre Aar. Deres Paaklædning, navnlig deres Frisering, tog mere og mere Tid, og efter nogle Aars Forløb blev vi enige om, at vi ikke længere passede sammen,” skrev hun i avisen.

Men det var ikke kun tjenestepiger, der kunne forarge. En ukendt kvinde blev i november 1919 stærkt forarget over helt almindelige kvinder, der iførte sig kjoler, som hun mente var direkte vulgære.

”Kjoler eller Dragter kan man næsten ikke kalde dem; de har da ikke det Formaal at varme og beskytte Legemet, langt snarere det modsatte: at blotte dem saa meget som muligt og gennem halvklare Stoffer at lade det skimte frem, som burde skjules!”, skrev kvinden i et læserbrev.

Hun mente, at dragterne var for nedringede, et angreb på selve anstændigheden og værst af alt: distraherende for det modsatte køn. Hun sluttede læserbrevet med at opfordre Husmoderforeningen til at gribe ind over for den nye mode.

Der skete tilsyneladende ikke meget i sagen, for syv år senere, i marts 1926, blev der bragt endnu et harmdirrende læserbrev i avisen om den smagløse mode.

”Vor slaviske Frygt for Moden har trængt sig saaledes ind, at endog i troende Hjem mange Mødre, i Stedet for at tjene de Unge til Forbillede, optræder bararmede og i tilsvarende usømmeligt Tilbehør,” skrev en Sophie Blume.

Ikke nok med, at de unge menneskers sind blev fordrejet ved synet af de bare damearme. Ifølge Sophie Blume var moden et tegn på et alvorligt skråplan, som i sidste ende kunne kaste det danske samfund ud i den frygtede kommunisme.

”Naar vi nu for ganske nylig har læst om Bolschevismens Rædsler i Rusland, mon vi da ikke i Danmark trænger til en gennemgribende Vækkelse, om en Katastofe som undgaaes?”, skrev Sophie Blume.

Det er dog ikke kun kvinderne, der igennem tiden har fået kritik for deres påklædning. I juli 1902 havde Zoologisk Have i København besøg af en japansk trup, der skulle lære danskerne om japansk kultur, og i den forbindelse forargede den letpåklædte sumobryder Kristeligt Dagblads journalist.

”Bryderens Paaklædning eller Mangel af Paaklædning er ikke smagfuld. Den bør forbedres en lille smule, og det kan godt gøres, uden at det kulturhistoriske tager større Skade derved,” skrev Kristeligt Dagblad.

Og selv i en dramatisk ildebrand undgik man ikke en lille bemærkning om valg af tøj i den tilspidsede situation.

”Ilden vakte naturligvis stor Bestyrtelse blandt de mange Beboere, hvoraf flere foer op af Sengene og søgte at frelse sig i meget let Paaklædning,” skrev Kristeligt Dagblad i januar 1920.

En frue skrev i januar 1900 i avisen om tjeneste-pigernes upassende tøj.