”Som krigsbarn voksede jeg op i efterkrigstiden med rationeringsmærket og mangel på mange fødevarer. Pengene var små, og brugt og hjemmesyet tøj var en del af min opvækst.”
Sådan skriver læser Kirsten Henriksen til Bagsiden, som har opfordret læserne til at dele historier om kårene i deres barndomshjem. Anledningen er en debat om trange kår, der er opstået i kølvandet på et interview med Margrete Auken (SF) i magasinet Alt, hvor hun fortæller om en barndom, som til tider var præget af ”en forsigtig økonomi”.
I fredags delte Bagsiden nogle eksempler på barndomsoplevelser, der er blevet fortalt i Kristeligt Dagblad gennem tiden. En hotelejer fortalte i 1955 eksempelvis, at han måtte dele en frikadelle med sin bror.
Kirsten Henriksen skriver følgende som sin barndom
”Til min femårs fødselsdag fik jeg en stor dukke, som min farmor havde syet af sin kasserede laksefarvede underkjole. Men sikke en luksus, den havde et gipshoved med brune øjne som mig, og de kunne lukke. I dag sidder den oven på en reol og kikker ned på mig og minder mig om en opvækst, hvor der virkelig skulle spares,” skriver hun og fortsætter:
”Hver morgen blev to-tre liter mælkeflasker fyldt med vand og stillet i det sydvendte stuevindue, så det var kulslået eller lunkent, så der kunne spares på gassen. Kartoflerne blev sat over gasblusset, og når de kogte, blev gryden sat ind under dynen i sengen og kogt færdig. Ofte gik turen til slagteren, hvor der blev købt billige ben. Så sad min mor og jeg ved køkkenbordet med hver vores kartoffelkniv og pillede kødet af benene for så senere at komme en tur gennem den hånddrevne køkkenhakkemaskine med en omgang løg. Det blev så rørt til fars til frikadeller. Benene blev kogt til suppe, og så var der fest med både suppe og gnaveben. Ofte var der en gang suppe til rest, og så blev den serveret med hjemmebagt brød til.”