Prøv avisen
Læser-anekdote

Bed en bøn, før du kører

" Pludselig løb en dreng ud mellem et par af oksevognene – jeg så ham lige foran os," skriver Jens Fischer-Nielsen Foto: Privatfoto

Læser Jens Fischer-Nielsen fra Kolding blev forleden i Kristeligt Dagblad mindet om dengang, han var tæt på at køre en dreng over

Som missionær i Bangladesh kørte jeg selv bilen. Det er mange år siden. Dengang var der ikke mange biler på vejene. Jeg kom til at tænke på den episode, som jeg vil fortælle om, ved at læse den meget alvorlige fortælling i Kristeligt Dagblad den 21. august om amerikanske Maryann Gray, der som ung kom til at køre en dreng ihjel. Jeg føler meget med dem, som kommer til at køre et andet menneske ned.

Det gik heldigvis ikke sådan for mig. Det var en særlig dag. En bengalsk medarbejder, Benu, og jeg selv havde været i Saraswatipur for at registrere stedet, hvor Saraswatipur Kostskole senere blev bygget. Vi var på vej hjem mod Rajshahi. Jeg var chauffør i missionens gamle Land Rover. Benu sad ved siden af. Inden vi startede fra Saraswatipur, bad vi en bøn om at komme godt hjem til Rajshahi uden at komme til skade og uden at skade nogen. Det var almindelig rutine, inden vi drejede nøglen til start.

Efter nogle kilometer ad en bred, asfalteret vej overhalede vi en række af oksevogne, som kørte langsomt i vejsiden. Pludselig løb en dreng ud mellem et par af oksevognene – jeg så ham lige foran os. Jeg bremsede, alt hvad jeg kunne, og jeg hev rattet hårdt til højre i forsøget på at undgå at ramme drengen. Vi kørte ned i grøften og rutsjede sidelæns hen ad grøftekanten, til det gav et drøn, og vi røg ind i et stort skilt, som reklamerede for en bank.

Jeg så til min store lettelse, at drengen pilede ind over markerne – åbenbart uskadt. Vi fik skærmene trukket fri af forhjulene, og fik ved hjælp af tililende folk bilen skubbet op på vejen igen. Jeg skulle til at starte, men Benu brød ind:

”Vi skal bede igen, den bøn, vi bad i Saraswatipur, er brugt!”.

Vi bad igen, jeg startede, og vi kom godt hjem.

Jeg sendte et brev til banken og fortalte, at det var mig, der havde pløjet deres skilt ned, men hørte aldrig fra dem. Og drengen, ja, han lever nok i dag som daglejer og forsørger sin familie – hvem ved? Det kan også være, han arbejder i Mellemøsten som fejemand og sender penge hjem. Han kan selvfølgelig også være blevet højesteretsdommer. Det gør mig ikke noget. Jeg takker bare Gud for, at jeg ikke slog ham ihjel den dag.

Med denne oplevelse i erindringen og nu også med kendskab til Maryan Grays historie har jeg lyst til at genindføre traditionen med at bede en bøn, før jeg starter bilen.