Prøv avisen

Bedste venner og værste fjender

Når Danmark og Norge dyster på fodboldbaner eller i isarenaer, er stemningen blandt de danske og norske tilhængere oftest hjertelig, men rivaliserende. Som her forud for en landskamp i Parken i september 2011. – Foto: Liselotte Sabroe/.

Danskere og nordmænd elsker at besejre hinanden i alverdens sportsgrene. Men de dansk-norske arvefjendeopgør er venlige

I Danmark har vi siden 1933 kunnet gokke hinanden i nødden med Aksel Sandemoses 10 bud i janteloven. I Norge har buddene aldrig rigtigt vundet fodfæste på trods af at Sandemose levede i Norge på udgivelsestidspunktet og skrev store dele af sit forfatterskab på norsk.

Janteloven glimrer særligt ved sit fravær, når norske sportsudøvere er i aktion. Her udråbes de gerne og ofte til verdens bedste af ellevilde norske sportskommentatorer, som de senere år har skrålet, danset, kysset og grædt over især mandlige cykelryttere og kvindelige håndboldspillere. Bedst kendt dog er radiokommentator Bjørge Lilleliens salut fra 1981, da det norske fodboldlandshold havde besejret det engelske med resultatet 2-1. Et uddrag:

Vi er verdens bedste. Vi er verdens bedste. Vi har slået England 2-1 i fodbold. Vi har slået England. England, kæmpers fødeland Lord Nelson, Lord Beaverbrook, Sir Winston Churchill, Sir Anthony Eden, Clement Atlee, Henry Cooper, Lady Diana, vi har slået dem alle sammen, vi har slået dem alle sammen. Maggie Thatcher, can you hear me?.

Den umiddelbare forklaring på de norske kommentatorers lovprisning af sportsudøverne er simpel begejstring og følelsesudladning. Men der ligger mere og andet bag, fortalte den norske håndboldkommentator Harald Bredeli i 2011 til Politiken:

Det er jo et mindre-værdskompleks, det må det være. I mange omgange har vi været underlagt andre nationer som krigsbytte. Nu er vi endelig kun os selv. Man skal være forsigtig med at trække alt for store historiske linjer, men måske hænger det sammen med, at vi er et lille land i udkanten af verden. Det er jo nærmest naturstridigt, at vi med knap fem millioner mennesker kan konkurrere med de store nationer.

Udsagnet om det naturstridige i flotte sportspræstationer trods få indbyggere fremhæves på samme måde fra dansk side igen og igen. Tænk, at vi eksempelvis kunne besejre mægtige, mastodontiske Tyskland ved europamesterskaberne i fodbold i 1992 trods vores beskedne befolkningsstørrelse.

Og når de to befolknings-talsbeskedne lande Danmark og Norge tørner sammen, er der udråbt arvefjendeopgør. Fra begges side. Landenes historiske slægtsskab som beskrevet i avisen den seneste uge er hovedårsag til arvefjendeprædikatet, og det er værd at bide mærke i, hvor venlige arvefjendeopgørene er, mener David Holt Olsen, fodboldhistoriker og museumsinspektør på Danmarks Industrimuseum.

Rundt om i Europa er arvefjendeopgør ofte præget af religiøse eller sociale spændinger. Det er der ikke mellem Danmark og Norge. Norges løsrivelse er kernen i vores arvefjendeopgør, som har en mere humoristisk dimension, hvor vi kalder nordmændene for fjeldaber, hvilket er noget andet end at blive antastet for at være katolik eller protestant. Vores arvefjendeopgør er med et glimt i øjet, fordi vi ligner hinanden så meget.

Det historiske territorie-fællesskab mellem Danmark og Norge er drivkraften i arvefjenderivaliseringen, ligegyldigt hvilken sportsgren der er tale om, forklarer David Holt Olsen.

Men arvefjendeopgør er betingede af, at landene er nogenlunde lige rent sportsligt, og i fodbold er Norge først kommet med op gennem 1980erne og især 1990erne. Arvefjendeopgør er derikke noget ved, hvis det er alt for let for den ene. Der skal være noget på spil.