Duerne flokkes om de børn, der spreder kiks ud til dem, og solen skinner på træerne, hvor de første blade folder sig ud som forsigtige forårsbebudere. Marmorfliserne lyser i solen, og lyden af dæmpet gregoriansk sang strømmer ud af den enorme dør. St. Sava-kirken står hvid og skinnende på toppen af en bakke i velhaverkvarteret Vracar i den serbiske hovedstad Beograd, dækket på ydersiden af marmor så hvid som nyfalden sne.
På venstre side af kirken står en statue af St. Sava, med bispekåbe, glorie og himmelvendt blik. Mens duerne slås om kiksekrummerne på fliserne, kigger helgenen mod evigheden som et symbol på, at han er højt hævet over historiens skæve gang, eller som udtryk for hans misbilligelse over den behandling, hans jordiske rester blev udsat for 300 år efter hans død?
Den historie vender vi tilbage til. Først skal vi ind i det vældige kirkerum, der har form som et græsk kors, 91 meter fra øst til vest, 81 meter fra nord til syd. Ved indgangsdøren møder vi et ældre ægtepar klædt i sort, manden med tårerne strømmende ned af de rynkede kvinder, en ung kvinde med et hemmelighedsfuldt blik og blussende kinder, og en midaldrende mand med camouflagefarvet militærjakke og grå joggingbukser. Alle træder de roligt, men målrettet ind i halvmørket. Undervejs slår de korsets tegn, på ortodoks vis fra højre skulder mod venstre.
LÆS OGSÅ: Serbien bør være en oplagt mærkesag for dansk europapolitik
Inden for åbenbarer sig en blanding af grå beton og gyldent lys, af tempellignende enkelhed og tilfældigt byggerod. Stilladser kravler op langs søjler og mure i det 3500 kvadratmeter store rum, hvor er angiveligt er plads til 10.000 bedende. De store vægflader, som efter planen skal udsmykkes med mosaikker, er stadig nøgne. Pile viser vej rundt til et sidekapel, hvor varmelamper, som dem fortovscafeerne bruger for at servicere kuldskære rygere og andre udendørs gæster, er opstillet sammen med ikoner af Jesus, Maria og selvfølgelig St. Sava. De besøgende tænder lys og kysser ikonerne i stilhed.
Bygningen, som på engelsksprogede skilte i byen betegnes St. Sava Temple, er med sin 70 meter høje kuppel med et 12 meter høj guldbelagt kors ovenpå, et værdigt vartegn for Beograd. Den er også den største ortodokse kirkebygning i verden og blandt verdens 10 største kirkebygninger overhovedet. I en serbisk sammenhæng er den desuden et vigtigt nationalt symbol. De ortodokse kirker er nationale kirker, og ofte er deres vigtigste helgener tæt knyttet til den nationale historie. Sådan også med St. Sava og mega-kirken i Beograd, der er opkaldt efter ham.
Kirken er opført på stedet, hvor de jordiske rester af ærkebiskop Sava Sankt (1174-1237), blev brændt af den osmanniske hærfører Sinan Pasha. Udåden fandt sted i 1595, over 300 år efter Sankt Savas død, og allerede på det tidspunkt, var Sankt Savas betydning for den serbiske selvfølelse større end stor. Det var nemlig ham, der i 1219 sikrede den serbisk kirkes uafhængighed. Det skete, da biskop Sava fik den byzantinske patriarks anerkendelse af den serbiske kirke som en uafhængig ortodoks kirke. At ærkebiskop Sava kunne lykkes med det forehavende, skyldtes blandt andet, at han var bror til det serbiske riges første konge, Stefan Prvovencani , den Førstkronede.
Efter biskop Savas tid voksede det serbiske rige, men storhedstiden var kort. I slutningen af 1300-tallet blev riget indlemmet i Det Osmanniske Rige. Flertallet af serbere bevarede dog deres ortodokse kristne tro under osmannisk herredømme. Så da Sinan Pasha i 1595 brændte den serbiske helgens knogler i en symbolladet sejrsgestus., var vreden blandt den lokale befolkning betydelig, og gerningen blev ikke glemt.
300 år senere stiftede en gruppe Beograd-borgere et selskab med det formål at opføre en kirke på det sted, hvor Skt. Savas rester blev brændt. Selskabets stiftere nåede dog ikke at se deres drøm realiseret, for projektet blev gentagne gange bremset eller sat i stå, først af Balkankrigene, siden af de to verdenskrige og endelig af det kommunistiske styre, der ikke havde sans for at bygge for helgener og højere magter.
Byggeriet blev oprindeligt sat i gang den 10. maj 1935, men murene nåede kun op i 7-11 meters højde, inden Anden Verdenskrig brød ud. Først i 1985 kom der igen gang i byggeriet. I 1989 blev den 4000 ton tunge kuppel bugseret på plads, i 2001 fik kirken sine 49 klokker, og i 2009 var facaden fuldt beklædt med marmor og granit.
Hvor lang tid det kommer til at tage, før også interiøret er færdigt, er et åbent spørgsmål. Svaret afhænger blandt andet af, hvor mange gavmilde donationer de besøgende putter i de opstillede kirkebøsser, og hvor mange ikoner, keramikmodeller af kirken og bøger om Sankt Sava de køber ved indgangen.
Mens duerne slås om kiksesmulerne, har en krage slået sig ned på glorien på toppen af Sava-statuen. Helgenen ser aldeles uanfægtet ud. Der skal tilsyneladende mere end en krage og et par krige til at forstyrre ham.