Beskær, fæld, og få udsyn

Der er en tendens til, at husejere foretrækker lys, luft og udsyn frem for at bo lukket inde i en skov. Det kræver dog god dialog naboer imellem

Der er gang i fældning og beskæring i haverne, for mange foretrækker lys og udsigt.
Der er gang i fældning og beskæring i haverne, for mange foretrækker lys og udsigt. Foto: Peter Olesen.

Skal vi bo pakket ind i træer og lukket af for det omgivende samfund, eller skal vi skaffe lys, luft og udsyn omkring os, hvor vi bor?

Det er spørgsmålet for mange. Og der er ligesom to religioner i den boldgade, for og imod.

Jeg er personligt til frit udsyn og lys og luft omkring mig og har aldrig drømt om at bo i en skov, pakket ind af høje træer. Andre, jeg kender, har det stik modsat. Og ingen kan afgøre, hvad der er bedst for andre. Det afgør den enkelte selv.

Som ivrig træbeskærer nyder jeg at se, hvor meget der fældes og beskæres i disse år, der hvor mennesker bor. Selv bor jeg en stor del af året i et smukt, gammelt landbrugsområde ud til Nordsjællands kyst, et område, der siden begyndelsen af 1900-tallet har været udlagt som sommerhusområde.

Gamle fotos viser med al ønskelig tydelighed, hvor åbent her oprindeligt var, og hvor langt man kunne se over landskab og hav. Men meget er blevet plantet til undervejs, og ikke mindst en forbasket masse store fyrretræer, der fylder voldsomt i landskabet, et landskab, hvor de efter min bedste overbevisning overhovedet ikke hører til. De vokser og fylder og tager udsigten.

Hvem bestemmer, hvor stort et træ skal have lov at blive? Det gør vel ejeren og ikke træet selv. Derfor har ejeren ret til at bestemme over sit træ og dets størrelse. Ikke naboen, men naboen har jo på den anden side lov til at gå i positiv og konstruktiv dialog med træejeren, hvis altså naboen synes, at træet er blevet for stort, skygger for meget og tager lyset og udsigten. Det oplever jeg netop i mit område, at rigtig mange gør med gode resultater til følge. Mange træer beskæres eller fældes på den gode konto. Man inviterer naboen på en drink på terrassen, så vedkommende ved selvsyn kan se, hvordan hans vækster opleves fra andre grunde og vinkler.

Selvfølgelig skal alle træer da ikke fældes, men det gør jo ikke noget, at folk taler med hinanden om, hvordan træerne i området opleves fra de forskellige parceller.

Der fældes mange steder og skaffes lys og luft. Det kan man se fra Peter Olesens grund i Nordsjælland, hvor der, som man kan se på billedet, pludseligt blev god havudsigt modsat tidligere (billedet herunder.) -Fotos: Peter Olesen
Der fældes mange steder og skaffes lys og luft. Det kan man se fra Peter Olesens grund i Nordsjælland, hvor der, som man kan se på billedet, pludseligt blev god havudsigt modsat tidligere (billedet herunder.) -Fotos: Peter Olesen

Her, hvor jeg bor, hyrede man for nogle år siden Hededanmark, og det battede virkelig. Pludselig indså mange, hvad de fik ud af at få lys og luft ind på deres grund. Og da det foregik i stor målestok, blev det også billigere for den enkelte.

Alle kan selvfølgelig ikke selv magte kæmpestore gamle træer. Især ikke vi ældre mennesker, der ikke bør kravle uhensigtsmæssigt rundt på høje stiger. Her må professionel hjælp til.

Jeg fryder mig personligt over at få bedre og bedre kik til landskab og hav, og jeg ser, hvor mange andre der også glæder sig, selvom der stadig er nogle, vi endnu ikke har fået med på vores lys-og-luft-hold. Men vi giver ikke op. Et af de bedste overbevisningsmidler er gamle fotos, der fortæller, hvordan der så ud, især før fyrretræerne og birketræerne blev alt, alt for høje.

Så lad dette være min lille majsang med ønsket om lys og luft og udsyn til alle, der drømmer om det. Og lad så trods alt dem, der elsker at bo lukket helt inde, have lov til det. God maj!