Prøv avisen
Moderne kirketekstiler

Betlehemsstjernen leder vej i Bagsværd Kirke

Gardinet i kirkens sakristi er lavet af kraftigt, blågrå filtet uld. Filtningen sikrer, at stoffet ikke folder eller krøller, men ubesværet kan bølge i rummet. Klik på pilene i billedet for at se flere billeder. Foto: Johan Zimsen Kristiansen.

I Lin Utzons omfattende arbejder med tekstiler til Bagsværd Kirke er friheden og roen i centrum

I sin omfattende og meget helstøbte opgave med at lave tekstiler til Bagsværd Kirke er den danske billedkunstner og designer Lin Utzon gået arkitektonisk til værks.

Med sikkert blik for roen og friheden, som selve kirkekomplekset - tegnet af hendes far, arkitekten Jørn Utzon - besidder, knytter hun her an til en organisk sammenhæng, som findes dels mellem kirkens forskellige rum, dels i kirkens fine linjer. Intelligent formår hun at integrere sit eget arbejde heri og på samme tid fremhæve bygningens lyse kvaliteter.

Opgaven med tekstiler til Bagsværd Kirke er fra 1975-77 og Lin Utzons første, store udsmykning. Hun oplevede her, hvordan kirkearkitektur kræver noget ud over det sædvanlige af tekstilet.

”Gardiner og duge skal være storslåede og fylde i rummet,” forklarer hun og fortsætter: ”Selve kirkerummet med dets evne til at lade den besøgende fornemme hvordan det hvide er hvidt, og det klare er klart. Den sprødhed, der ligger i den oplevelse af kirkens arkitektur, har jeg også efterstræbt i tekstilerne.”

Samtidig er Lin Utzon yderst bevidst om, hvilke udtryk hun kan opnå gennem brugen af forskellige materialer og teknikker. Det grafisk set meget stærke udtryk, som findes i de enkelte messehageler til Bagsværd Kirke, kan for eksempel kun opnås i arbejdet med bomuld. Trykket på og prægningen af bomulden føjer her en dybde og en ensartethed til messehagelernes kraftfulde farvefelter, og materialet giver stoffet det rette fald.

Et meget let fald som også alterdugens forskellige sektioner og prædikestolens klæde i lyse toner besidder, og som tillige findes i det kraftige, blågrå gardin af filtet uld i kirkens sakristi, hvor filtningen netop sikrer, at stoffet ikke folder eller krøller, men ubesværet bølger i rummet.

At Utzons enkle tilgang til tekstiler og kirkerum også bærer præg af en japansk måde at tænke og opleve udsmykning på, det vil sige en måde, hvor det meditative og roen er med til at løfte sjælen op, ligger med andre ord lige for. Som endnu et synligt eksempel herpå har kirkens kordragter forlæg i snittet fra kimonoen.

Endelig indeholder arbejdet med kirketekstilerne en motivverden og en ro, som optager Lin Utzon meget. Udgangspunktet for hendes opgave til Bagsværd Kirke er da også Betlehemsstjernen, som om noget repræsenterer en kristen symbolik. ”Jeg valgte her det meget stærke symbol, som alle kan forholde sig til,” fortæller Lin Utzon. ”Betlehemsstjernen leder ens vej. Med den får man fred og ro, man skal ikke nødvendigvis forholde sig til mørkere eller belærende sider af religionen,” siger hun og slår samtidig fast, at opgaven med udsmykningen til Bagsværd Kirke var et meget lykkeligt samarbejde for hende.

Det er i virkeligheden ikke noget, hun behøver at forklare. Det kan klart ses i den mønstermæssige ro og frihed, som hendes værker bibringer arkitekturen. Uden skelen til historiens og periodernes forskellige stilarter og i ordets egentligste forstand, har Lin Utzon med sine tekstiler her fundet frem til en akkurat form, der uden for tid og uden for sted er vedkommende og skaber nærvær.

Gardinet i kirkens sakristi er lavet af kraftigt, blågrå filtet uld. Filtningen sikrer, at stoffet ikke folder eller krøller, men ubesværet kan bølge i rummet. Foto: Johan Zimsen Kristiansen.
Det grafisk set meget stærke udtryk, som findes i messehagelerne, kan kun opnås i arbejdet med bomuld. Foto: Johan Zimsen Kristiansen.
Det grafisk set meget stærke udtryk, som findes i messehagelerne, kan kun opnås i arbejdet med bomuld. Foto: Johan Zimsen Kristiansen.