Der skal ikke vendes mange sider i Det Gamle Testamente, før der første gang ender noget i maven på et menneske. Efterfølgende står den på store mængder af frugt, fisk, kød, brød, vin og andet godt, side op og side ned i Bibelen fra Evas ”æble” i Første Mosebog, kapitel 3 til den sidste nadver.
”Så spis da dit brød med glæde, og drik din vin af et glad hjerte, for Gud har allerede sagt god for, hvad du gør”, som der står i Prædikerens Bog, kapitel 9.
”Hvad vi spiser, og hvem vi spiser med, er helt definerende for vores identitet og fællesskaber. Det var det også dengang, Bibelen blev skrevet,” siger lektor Anne Katrine de Hemmer Gudme fra Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet.
Hun har skrevet bogen ”Himmelsk føde og forbuden frugt”, der netop er udkommet som en del af den nye bogserie ”Håndbiblioteket” fra Bibelselskabet. Skal vi forstå bibelteksterne rigtigt, mener Anne Katrine de Hemmer Gudme, skal vi også forstå maden og måltidet på den tid, de blev skrevet.
Mad har adskillige funktioner i Bibelen. For eksempel til at beskrive sociale hierarkier, når personer med højeste status får tildelt første og største portion til måltiderne.
Mad hænger også sammen med offergaver. Måltidsofferet til Gud i templet var tæt kædet sammen med at spise et måltid i familien, fordi man ofte spiste dele af offerdyret sammen som en del af ritualet. Det kan vi genkende i dag, nævner Anne Katrine de Hemmer Gudme, fordi mange højtider også involverer mad og fællesskaber. Maden bliver også anvendt til at understrege en guddoms magt, hans evne til at velsigne og udføre madmirakler og hans evne til at straffe med tørke og sult.
”Man kan flere steder læse, at Guds sendebude ikke indtager mad på samme måde som mennesker. Det er et gennemgående træk, som er med til at tydeliggøre, hvem der er hvem. Og mirakuløs bespisning viser også, at guddomme kan trylle det allervigtigste for, at liv kan eksistere, frem, og derfor er værd at tilbede. Det ser man for eksempel i fortællingen om ørkenvandringen i Anden Mosebog, hvor Gud kommer med manna og vagtler til israelitterne. Det tema dukker op igen i Det Nye Testamente i fortællingen om fisk og brød, hvor Jesus bespiser en kæmpe menneskemængde med fem brød og to fisk.”
Hvad har overrasket dig i læsningen af Bibelen gennem maden?
”I Det Gamle Testamente er der en debat mellem tekstforfatterne om, hvorvidt guder spiser, og hvis de gør, så hvordan. På den ene side giver folk mad til guden ved at brænde kød, mel og korn, og på den måde kan det opfattes, som om guden er afhængig af føden. Men hermed opstår et teologisk problem, da det i så fald trækker guden ned mod et menneskeligt niveau. Men i salme 50, vers 12 siger Gud: ’Bliver jeg sulten, siger jeg det ikke til dig.’ Altså, det er fint, at der ofres mad, dog har Gud ikke brug for det, men tager imod det som en gestus.”
Bliver der spist menneskekød?
”Ja, i Anden Kongebog, kapitel 6, kan man læse om en mor i Jerusalem, der under en krig må spise sit eget barn på grund af hungersnød. Det er et billede på det allermest forfærdelige, der kan ramme mennesker, som ikke følger Guds ord. Historien skal fungere som et skræmmebillede.”
Giver Bibelen et korrekt billede af maden på den tid?
”Man skal passe lidt på med at tro det, da forfatterne ikke repræsenterer den brede befolkning på den tid. De har tilhørt eliten og havde adgang til helt andre ressourcer og havde formentlig slet ikke en fornemmelse af, hvad den fattige bonde spiste. For eksempel får man det indtryk, at man drak vin hele tiden, men meget tyder på, at man drak meget øl, og at den var meget næringsrig. Vin anvendes også symbolsk, som når Gud bliver sur på sit folk og tramper på den som vinklaser, så blodet sprøjter,” siger Anne Katrine de Hemmer Gudme.
I hendes bog præsenterer hun også en række ”bibelske” retter, heriblandt Ezekiels syrnede flerkornsbrød og lammestuvning inspireret af en lertavle oprindeligt skrevet på akkadisk fra cirka 1750 f.Kr.