Bille fører kemisk krig på Bornholm

En sjælden bornholmsk bille angriber sine fjender med varme giftdampe. Som larve gnasker den hul i andre biller og spiser deres kropsvæsker

Bombarderbillen er kendt for at lave kemisk krigsførelse mod sine fjender. -
Bombarderbillen er kendt for at lave kemisk krigsførelse mod sine fjender. - . Foto: Mary Evans Picture Library/Scanpix.

Det lokale blad Natur på Bornholm har et logo, der forestiller en sjælden bille, som de færreste har set - bombarderbillen (Brachinus crepitans). Den er blågrøn på dækvingerne, og forkroppen er rød, og den bliver ikke mere end syv-otto millimeter lang. Og man skal være mere end heldig for at se den.

Faktisk er den så sjælden i Norden, at den kun findes ét sted - ved Sose på Bornholm. Her lever den på en halv hektar fredet og privat grund, så selv ikke naturvejlederen Jens Kofoed, der ellers har været tilknyttet oplevelsescentret NaturBornholm i mange år, har set den.

For den er yderst krævende, hvad angår leveforhold - den skal have sydvendte og solrige skråninger for at kunne trives her i Norden, og det får den altså kun ved Sose. Ellers lever den meget længere sydpå. Men det er nu, at den parrer sig på Bornholm, og der er en grund til, at den blandt insektforskere er blevet berømt. For den forsvarer sig på en helt særlig måde, fortæller han.

”Bombarderbillen er en løbebille, der er en rovbille, som man kan finde, når man løfter en sten op. Men bombarderbillen har fået sit navn, fordi den rent faktisk kan bombardere sine fjender med en slags kemisk krigsførelse. For når den bliver truet af for eksempel myrer, kan den sprøjte op til 500 gange i sekundet med en slags giftdampe, der er 100 grader varm og faktisk er små eksplosioner. Det lyder efter sigende som små smæld,” siger Jens Kofoed.

Han forklarer, at man først for nylig fandt ud af, hvorfor bombarderbillen mon udsender sit giftstof i så hurtige og små portioner. For ellers ville den selv komme til at koge i de kirtler, der blander ”krigs-kemikalierne” sammen til de små eksplosioner.

Også som larve er den aggressiv, for der lever den af andre biller som en parasit, der gnasker hul i billerne og labber deres kropsvæsker i sig.