Prøv avisen

Biodiversitetens bagside

Græsset står højt i baghaven, for det skulle være så godt for insektlivet – Foto: Lise Kabell Søgaard

Dyr er godt, og mange dyr er meget godt. Men der kan også blive lidt for mange, og det er tid til at samle op på de fem største plager i haven lige nu

Biodiversitet og mangfoldighed er blevet sådan nogle plusord, som ikke kan rulles tilbage. Mange dyr af mange slags er godt, forstås, men det kan også blive for meget.

For tiden er der varmt og frodigt på landet. Der er nattergalesang og gøgekuk i hegnet, der vokser vildt om vores have. I græsset, som vi har ladet vokse sig højt for at fremme insektlivet (hvilket har intet at gøre med, at græsslåning omtrent er det kedeligste, man kan lave), summer det af sommerfugle og bier.

Vi har i det hele taget skabt lidt af et vildnis, hvor liv af mange slags kan boltre sig. Men mangfoldighed har den hage, at alting bliver meget mere kompliceret. For hvad så med problembørnene og skadedyrene? Skal vi også rumme dem? Lige nu virker hver dag som en kamp mod destruktive kræfter. Vi kan jo tage dem fra én ende:

Dræberhvepse

De lyder omtrent som en motorcykel, de kæmpe gedehamse, der flyver fra brændestakken og ud i haven. De har også den trælse vane, at de søger ind i huset, og er man vokset op med en allergiker, resulterer et hvepsebesøg i vild panik. Panik, der, trods hvepsens 5 centimeter lange krop ikke er værdig.

Hvepse har faktisk gode egenskaber. De spiser skadelige larver og mider, og der findes også planter, der kun lader sig bestøve af hvepse. Og de er flotte! Forleden besluttede min mand, at han ville gemme én i sprit. Han lagde det døde dyr i et glas og tog en tilfældig dunk ned fra hylden og sniffede ind for at teste. Det viste sig at være salmiakspiritus: ”Hvorfor har vi overhovedet den slags gift?”, råbte han, mens han var ved at nyse hovedet af.

Jeg tror, vi lader hvepsen flyve næste gang.

Fuglelopper

Det er virkelig sæson for ét særligt irriterende skadedyr, og det er fuglelopperne. De bor på hønsene, og da en skrukhøne rejste sig fra sin redekasse for nylig, var den sort af lopper. Blot vi stak hånden ned for at tage de uklækkede æg væk, hoppede og sprang de på ærmet. Nu dør man jo ikke af lopper, men guderne skal vide, det klør, når man har fået sådan en perlerække af bid. De kan særligt godt lide min datter, der er en oplagt modtager af Årets Tolerancepris efter en nat med en loppe under natdragten.

Naboens kat

Mens den tidligere ejer af vores hus har haft for vane at fodre kattene fra nabogården, så har vi anlagt en mere fjendtlig linje. Nu er der kun én hankat tilbage, der stædigt fastholder, at vores have er dens territorium. Den spankulerer fast ind ad havelågen omkring klokken syv-otte stykker. Tjekker kanin-ungerne ud. Tjekker foderbrættet. Tjekker skuret. Og strinter, allerhelst op ad hoveddøren og/eller udtrækket til tørretumbleren, der slet og ret er et hul i muren, som leder ind til badeværelset. Selv ikke salmiakspiritus kan, viser det sig, overdøve lugten af selvhævdende hankat.

Høns

Hønsene er lige nu matriklens mest unyttige dyr. Det skulle være så godt med fritgående høns. Men de skider over det hele og flyver kækt hen over hegnet til køkkenhaven og æder de spæde kålplanter, før de har fået en chance. Det er næsten ikke til at bære. Til gengæld får vi ingen æg, så det er jo skønt.

Skader

Den opmærksomme læser husker måske, at vi sidste år ved denne tid var ude i en længere krimi for at afgøre, hvem det var, der gik og hakkede hul i vores æg. Synderen er nu fundet. En lille skrattende sort-hvid fætter, der hopper kækt ind og ud af hønsehuset og tager for sig af retterne, som det passer den. Vi river os i håret over at finde det ene æg efter det andet med hul i i redekassen, æggekage ud over det hele. Nu har vi forsøgt at bygge en lille forsvindingsfunktion på redekassen, så skaden må gå forgæves. Ellers kan det være, vi bare må acceptere, at enhver mangfoldig have gæstes af unyttige eller decideret øretæveindbydende individer. Heldigvis er der også en sæson for dem.