Birgitte Stoklund Larsen: Jeg har ikke noget nært forhold til min fars grav

Birgitte Stoklund Larsen har et dokument på sin computer, der hedder ”ved min begravelse”. Men egentlig er generalsekretæren for Bibelselskabet i tvivl om flere ting omkring hendes egen død

Birgitte Stoklund Larsen set ikke begravelsen som det sidste farvel, og derfor har hun ikke selv et nært forhold til sin fars grav.
Birgitte Stoklund Larsen set ikke begravelsen som det sidste farvel, og derfor har hun ikke selv et nært forhold til sin fars grav. Foto: Leif Tuxen.

Hvordan vil du begraves?

”Umiddelbart har jeg ikke stærke holdninger til det. I princippet kan jeg godt lide jordbegravelse, hvor man bliver ædt af ormene og bliver til jord igen.

”Men jeg har ikke lyst til at have min egen parcel. Jeg har lyst til at være i en fællesgrav. Min far døde for 11 år siden. Han blev brændt og har en gravsten, men det betyder ikke noget for mig at besøge det gravsted. I virkeligheden skal jeg have talt med min familie om, hvad de ønsker, for det betyder ikke særligt meget for mig.”

Lyt til lydserien "Når jeg dør" i din Kristeligt Dagblad app eller lige her.

Hvor vil du gerne begraves?

”På Smørum Kirkegård. Udsigten fra kirkegården betyder ret meget for mig, hvilket jo er lidt komisk. Jeg skal jo ligge nede i jorden.”

Hvordan vil du gerne have, din begravelse skal være?

”Jeg har et dokument på min computer, der hedder ’ved min begravelse’. I det har jeg nedskrevet nogle tekster og sange, som jeg ønsker, der skal spilles til min begravelse. Det opdaterer jeg løbende. Den eneste sang, jeg er helt sikker på, er ’Se, nu stiger solen’. Jeg var til Theodor Jørgensens begravelse for nogle år siden. Han var professor i teologi på Københavns Universitet. Der var tænkt over det hele, og alt emmede af hans ånd. Det var meget opløftende. Sådan bliver min begravelse nok ikke, for jeg vil ikke planlægge henover hovedet på mine efterladte, men min begravelse må gerne sige noget om, hvem jeg er.”

Ser du begravelsen som en slags sidste farvel?

”Nej, det tror jeg ikke, jeg gør. Selv om jeg ikke har et nært forhold til min fars grav, har jeg jo stadig et nært forhold til ham. Han er stadig med mig i min erindring. Sådan tror jeg, at mange har det, når de mister. De døde lever videre i os. Mine børn kommer forhåbentligt også til at tænke på mig.”

Hvordan forholder du dig til din egen død?

"Når man er ung, forestiller man sig, at livet snævrer sig ind. Men jeg oplever, at det er det modsatte, der gør sig gældende. Livet udvider sig. Du får nye erfaringer og står i nye situationer, som gør dig klogere på livet. Men med udvidelsen kommer man jo stadig nærmere sin egen død. Min angst for døden er blevet mindre i takt med, at jeg er blevet ældre. Men derfor er jeg stadig træt af, at jeg skal dø. Jeg var ramt af sygdom for 10 år siden, og det skræmte mig, at jeg kunne dø, men mest fordi mine børn kunne miste deres mor."

Hvad vil du gerne nå, inden du skal dø?

"Man siger jo, man skal nå at plante et træ, få børn og skrive en bog. Jeg har gjort alle tre ting. Så nu tænker jeg bare, jeg skal blive klogere."