Biskop: Julen er lyden af kirkeklokker og salmer

For biskop over Viborg Stift, Henrik Stubkjær, er jul lyden af kirkeklokker og smagen af risengrød

For Henrik Stubkjær er julen en følelse af lys i mørket, af nærhed og familiesammenhold. Foto: Leif Tuxen
For Henrik Stubkjær er julen en følelse af lys i mørket, af nærhed og familiesammenhold. Foto: Leif Tuxen.

Julen er synet af den stopfyldte julekirke – sneen, som fyger rundt i haver og på marker, pyntede juletræer, som skimtes fra gaden i folks stuer. Og den gammelkendte julepynt, som igen er fundet frem og har fået sin sædvanlige plads.

Julen er duften af gran, når juletræet bæres ind i stuen den 23. december, og vi begynder at pynte det. Det er også duften af brunkager og af appelsiner med tørrede nelliker i og den varme og lidt tunge lugt af stearinlys.

Julen er lyden af kirkeklokker og de kendte julesalmer. Men det er også lyden af den lille englekarrusel af messing, hvor fire stearinlys får englene til at køre rundt og en lille messingstang til at ramme to klokker, så der kommer små klokkelyde. Denne englekarrusel kommer kun på bordet juleaften. Jeg synes, det lyder fantastisk. Desværre er mine børn af en anden opfattelse – de bliver stressede af dette bimleri.

Julen er smagen af først og fremmest risengrød med smørklat, som altid er første juleret. Heldigvis har min kone også denne skik med hjemmefra, så den holder vi fast i. Med alderen har smagen af den veltilberedte juleand fået en større og større betydning. Smagen af hjemmelavet marcipan hører også julen til.

Julen er følelsen af lys i mørket, nærhed og familiesammenhold. Følelsen af en særlig fortættet stilhed julenat oven på den lidt for fede mad og gaveræset. Og så en glædelig forventning til barnet i Betlehem – i høj grad båret frem af de fantastiske profetier, vi møder i adventstiden og så Juleevangeliets ikoniske beretning.