Cambio! Cambio! Cambio!.
De små vekselerere sværmer omkring turisterne på Buenos Aires hovedstrøg gågaden Florida.
Cambio betyder veksle, og jeg er på jagt efter en sikker mand, siden mine knitrende grønne dollars skal ombyttes til lyserøde pesos. Til bedst mulig kurs forstås.
En yngre mand i slidt træningsdragt kommer hen. Han har set mine søgende øjne. Er han mon sikker? Mange udlændinge er blevet snydt i gaden, men på den anden side kan jeg efter syv år i Buenos Aires se forskel på rigtige og falske sedler. Og hvis man holder sig fra de skumle baggårde, er markedet nogenlunde sikkert.
Cambio?, spørger manden roligt, mens en strømer slentrer forbi lidt væk.
Hvad kurs?, svarer jeg.
8,2.
Nej, 8,5.
Det får du ikke, du kan gå hele vejen ned ad gaden ingen vil give dig kurs 8,5, påstår han.
Okay, jeg går videre.
Træningsdragten smiler anstrengt og nikker.
Ciao.
Det er sælgers dollarmarked i Argentina, hvor troen på den lokale valuta er væk. Løbende devalueringer udhuler nemlig værdien af pesoen, og ingen har glemt statsbankerotten for 11 år siden. Dollaren er en sikker havn. Argentinernes problem er, at regeringen har indført stram valutakontrol for at hindre kapitalflugt og beskytte landets valutareserver. Der er store begrænsninger på lovlige dollarkøb. Derfor er et stort sort marked opstået de seneste år.
Den officielle kurs er i skrivende stund 1 dollar til 5,2 pesos, mens den uofficielle såkaldte dollar blue-kurs stiger og er landet på 9,3. Forvirret?
Oversat til almindelig dansk betyder det, at man kan sparre omkring 40 procent på alt, hvis man sørger for at veksle dollar til markedspris i forhold til at bruge kreditkortet, der fungerer via regeringens lave kurs. Det er med andre ord klogt at anskaffe billige pesos, som stadig er det gængse betalingsmiddel i Argentina. Dollars kan veksles, men sjældent bruges i butikker.
Næste gang jeg kommer tilbage fra Norge, tager jeg 10.000 dollars med!.
Vi sidder i en taxa på vej til middag, da min norske ven henviser til det dollarbeløb, man maksimalt må tage ind i landet. Nordmanden er nemlig løbet tør. Og han ærgrer sig. Han bor i Buenos Aires og er nu nødsaget til at hæve på sit kreditkort til en pris langt over mine vekslede dollar-pesos.
Det er jo helt sygt, griner han.
Jeg nikker, smiler og betaler taxaen. Længe leve dollar blue!
Tilbage på Florida har jeg fundet en vekselerer, der vil give kurs 8,5. Vi står lige ved det fine shoppingcenter Galerías Pacífico, og den velklædte herre nikker, da jeg ser ham i øjnene.
Kom med.
Vi går ind ad en åben gang, lige ved det pulserende strøg, og jeg sørger for, at vi er inden for synsvidde fra gaden. Ingen grund til chanceløb.
Vores kontor er lukket i dag på grund af regeringens kontroller, siger han og peger over mod et lille lokale. Han hiver en lommeregner frem fra inderlommen.
Hvor meget har du?.
Vi bytter penge, og jeg tjekker hans sedler. De er gode nok. Han giver mig hånden og et fint visitkort.
Du kan altid finde os her lige over for shoppingcenteret, siger han.
Snart er vi ude i solen igen med friske forbrugspesos på lommen. Vi går forbi en af de gamle monumentale marmorbygninger, fra dengang Argentina var et af verdens rigeste lande. Bygningen er smuk, tjekket og huser kæmpebanken HSBC, der på store skærme lister prisen på dollar 5,2. Haha, glem det! Vi går videre og konstant gjalder råbet:
Cambio! Cambio!.
Lidt længere nede ad gaden står en mand foran sin aviskiosk.
Cambio!.
Han veksler også penge. Dollar blue. Skjult inde bag alle aviserne. Midt på Florida. I hjertet af Buenos Aires.