Blæst gør mennesker udholdende

Forfatter og foredragsholder Kasper Støvring kommer med sit bud på en dansk naturkanon i en række personlige essays om vind og vejr. Denne gang om blæsten

”Man siger, at blæst gør mennesker udholdende, og man siger, at blæsten, det kan være i form af en efterårsstorm fra vest, er udtryk for stærke følelser, et heftigt temperament,” skriver Kasper Støvring. – Genna Martin/AP/ritzau.
”Man siger, at blæst gør mennesker udholdende, og man siger, at blæsten, det kan være i form af en efterårsstorm fra vest, er udtryk for stærke følelser, et heftigt temperament,” skriver Kasper Støvring. – Genna Martin/AP/ritzau. Foto: Genna Martin.

Det blæser meget i Danmark. Det er ofte en frisk vestenvind, der ruller buldrende over landet. Man siger, at blæst gør mennesker udholdende, og man siger, at blæsten, det kan være i form af en efterårsstorm fra vest, er udtryk for stærke følelser, et heftigt temperament. Had, vrede, hævn og raseri, der farer gennem sindet som sønderrevne skyer, der driver over en stormfuld himmel.

Jeg kan godt lide stiv kuling. Dog kun ordet, ikke fænomenet, det henviser til. Jeg har faktisk aldrig været venner med blæsten. Det skyldes ikke kun det fysiske ubehag, når den kolde nordvestenvind flår i ansigtet og får huden til at føles som en forpint maske af dødt læder, eller når vinden skærer som skarpe blade i øregangenes skakter. Nej, det er noget andet.

Blæsten sanses på to måder. Den kan føles hård, som når man står i den kolde forårssol med østenvind, men den kan også føles blød som i de milde vintre med vind fra syd eller som i en lun sommerbrise.

De bratte omslag fra kulde til varme, mørke til lys, der præger vejret, er sikkert en af årsagerne til danskernes vægelsind, de pludselige handlinger og den stille eftertænksomhed.

Blæsten sanses imidlertid også som lyd, og den bærer lyde med sig. Som når vinden sukker i trætoppene, og løvet rasler, eller når stormen ligger på lur, men pludselig rejser sig som et farligt dyr, svulmer op og med voldsomme stød sætter ind med trommende nedbør.

Det var som lyd, jeg lærte blæsten at kende. Det skete på den gård, hvor jeg som barn legede med mine fætre og kusiner. Vi opholdt os gerne i den kølige lade, der rugede dystert i et gråt halvmørke med en lugt af diesel, olie og gammelt reb. Der var stille derinde, vinden puslede sagte i halmen, og talte vi, gav stemmerne et dæmpet ekko. Nogle rum, det gælder især lader, har mange snævre og tomme gange, skakter og kroge. Disse rum får blæsten til at suse på en bestemt måde, så luften svinger, vækker resonans. Lyden er blevet sammenlignet med tonen fra lyse orgelpiber. Blæsten ligefrem hyler på en uhyggelig, vemodig måde. Det spøgte i denne lade!

Det var dog, som om en særlig lyd ligesom blev ved at hænge derinde i laden, højt oppe under loftet. Det var en langtrukken, pibende lyd, et svagt sus af den hjemløse vind, som trak det langt ude fra.

Det er en lyd, der har forfulgt mig lige siden, igennem min ungdom og hele voksenliv. Denne konstante susen, summen og skurren et sted derude, en lyd, der kan stige til en ringen for ørerne, når jeg er alene og lægger mig til ro i sengen sent om aftenen.

Johannes V. Jensen har beskrevet fænomenet som interferens:

”Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger søvnløs. / Stilheden vider sig og klinger, hviner, skingrer! / Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed / imellem de kværnende Stenkloder.”

Ja, det må være dét. Murrende monologer om den evige visnen, der lyder så svimlende langt ude fra det tomme og iskolde verdensrum over mit søvnige hoved.

-
- Foto: Morten Holtum