Prøv avisen
Liv i sproget

Sprogklummen: Blandt kirkerotter og degnelus

Der var ikke meget føde at hente for de rotter, der bosatte sig i landets kirker. Foto: Per Rasmussen/Ritzau foto

Der findes mange kreative udtryk til at beskrive pengemangel. Flere af dem har rødder i det kirkelige liv, hvor både rotter og degne havde svært ved at klare sig

Det er ikke rart at være fattig som en kirkerotte. Det er en gammel vending, som stadig lever i sproget, og som betyder ludfattig eller helt flad. Jeg tror og håber ikke, der er rotter i de danske kirker i dag, men forhen søgte de formentlig ind i kirkerne, som de søgte ind alle steder.

Her var der imidlertid ikke meget at hente! Kirker tilbyder åndelig føde, men der er næppe ret meget fast føde at komme efter, når oblatæsken er lukket og flasken med altervin skruet til.

Det er som sagt stadig forholdsvis almindeligt at bruge vendingen som udtryk for, at man ikke har en rød reje, for nu at bruge et andet dyrebillede på, at lommerne er tomme. Holberg skriver i en af sine epistler om ”magre Rotter, af den Race, man kalder Kirkerotter”. Her er den gamle ironiker på krigsstien mod skinhellige og vanekristne, så Holbergs rotter går i denne sammenhæng oprejst og på to ben!

Sådan er det bestemt også i en besk kommentar, der tilskrives den holstensk fødte forfatter Adolph von der Recke. Han levede fra 1820 til 1867 og skrev vaudeviller og ironiske stykker til blandt andet Det Kongelige Teater. Han siger et sted:

”Kunde dog Nogen skaffe mig Gift mod disse Kirkerotter, som undergrave Stat og Kristendom!”

Det er stærke sager, von Recke her bringer til alters, for det er såmænd gejstligheden, han kalder kirkerotter.

Kirkerotterne levede i sproget. Enten som satirisk-ironiske billeder på kirkefolk eller som billeder på armod og dyb fattigdom. I vore dage bruges vendingen vist kun i den sidste sammenhæng og altså forbindelsen ’fattig som en kirkerotte’.

Det er et morsomt begreb. Men det overgås, synes jeg, af en anden, ældre vending, der også har kirkelige henvisninger. Man kunne nemlig engang være ”saa arm som en Degnelus”. Det var da næsten endnu værre end en kirkerotte! Udtrykket spiller på, at kirkens degne fik så dårlig løn, at de var både magre og tyndblodede. De var så udhungrede, at en lus knap gad bide dem. Derfor arm eller fattig som en degnelus.

En anden mulig tolkning af udtrykket er, at der i 1600- og 1700-tallet cirkulerede nogle små, tyske sølvmønter, der stort set var værdiløse, men som man undertiden ofrede til degnen. Han skulle stort set leve af almisser fra kirkegængerne, så degnelus var til fattige kirkerotter.

Mens vi nu er i gang, så blev nogle planter, hvis frø eller frugter let hænger fast i tøjet, især tidligere undertiden kaldt for præstelus. Det gjaldt især burresnerre og agermåne, der havde den fine titulering af præstelus, fordi de lader sig flytte ved at hænge i pelsen på dyr eller i klæderne hos mennesker. Jeg ved ikke rigtigt, om det er lusene eller præsterne, der er mest i dårligt fokus i den betegnelse. Men opfindelsen og brugen af udtryk som kirkerotter, degnelus og præstelus er da tegn på, at sproget ikke er helt så fattigt som en kirkerotte.

Der var ikke meget føde at hente for de rotter, der bosatte sig i landets kirker. Foto: Damian Dovarganes/AP