Bøgeskoven – så bliver det næppe mere dansk.
Går jeg gennem skoven i de solrige dage i maj, når de brede bøge er sprunget ud, forstår jeg, hvorfor vores romantiske nationalpoeter besang bøgeskoven, ikke blot som noget ærkedansk, men som den skabende livskraft før civilisationen.
En byge er gået over skoven, og solen er brudt frem af skyerne. Det er en himmel fuld af ild med hvide blink på vandet, det er en svulmende skovfuld fantasi!
Ved løvspring ligner skoven et blændende telt. Det svirrer for øjnene med clairobscur. I det lave lys over den næringsrige skovbund hviler gnistrende solbilleder. Her tegner solen lysende motiver med forunderlige mønstre på en baggrund af mørk muld. Træernes kroner kan knap anes, for de rager helt op i himlen.
I stilheden høres insekternes summen, skovduen kurrer, og træernes glatte blade hvisler mildt i brisen. Det dufter sødligt af de blomster, der er skudt op gennem løvet og gror stærkt i jorden.
Det er som at gå i en drømmehave, i Danas have, der ligner en veritabel søjlehal med en magisk glans over sig. Her og der åbner der sig en skakt af solskin med gyldne farver. De svalende træer kaster skygger, der flyder ud over enggræsset i lysningen som vand i bløde kurver.
Jeg genkalder mig forfædrenes følelse af hellig andagt, når jeg går i skoven og fornemmer dens elementære impuls til liv. Om ikke andet, så dog i fantasiens korte glimt: Det tabte Arkadien, et refugium fra det moderne livs affortryllelse.
Måske er det derfor, danskerne ikke er ivrige dyrkere af vandreture i det fri. De har for længst vænnet sig til byerne og det moderne liv. Men jeg ser da af og til slentrende landsmænd ude i skovene. Og de af os, der er fortrolige med skovene, ved, hvor fortryllende de kan være. Måske gemmer vi selv på en sød erindring om skoven?
Skoven er nemlig hjemstedet for vilde stævnemøder. Det er her i den dybe løvskov, Pan sværmer og blæser på sin fløjte ved middagstid.
Dér ser jeg et ungt par gå hånd i hånd. Hun har de gådefulde øjne, der frister med en afgrund i blikket, og der er, som digteren siger, trolddom på hendes læber. Den unge mand stråler af henrykkelse, jeg fornemmer hans tunge åndedræt, der trækkes helt nede fra ekstasernes bund. Om aftenen vil de mødes igen. Skoven lokker dem, tager imod og lukker sig bag parret, der forsvinder ind i det skyggeblå vildnis.
Solen er gået ned med sin blændende bølge af orange stråler over lysninger og skovsøer. Nu sidder de og ryger, ryg mod ryg, inde i brynet. Huden ånder med fugtig hede, men håret lufter køligt. Dette er den evige ungdoms land, som vores store kærlighedsdigter Thorkild Bjørnvig skrev så betaget om, dér hvor man beruset lytter til hjertets musik.
Hvor ellers end netop i skoven?
Dér hvor vinden er let og sval og luften ligesom renset af kølige bøgeblade. Jo, romantikerne vidste besked! Ovenover slynger skyerne sig om månen, stjernerne funkler som hvide roser og kaster et trylleskær over det lykkelige mysterium, der finder sted i skoven. Nu og altid.