Bihoteller skal forhindre massedød

Et nyt projekt skal få danskerne til at bygge særlige insekthoteller, hvor blandt andet truede vilde bier kan finde ly sommer og vinter. –
Et nyt projekt skal få danskerne til at bygge særlige insekthoteller, hvor blandt andet truede vilde bier kan finde ly sommer og vinter. – . Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

Vilde bier og andre insekter har det svært i disse år. Så svært, at der sker et dramatisk fald i antallet af insekter, der bestøver blomster – først og fremmest bier. Det vil få katastrofale konsekvenser for biodiversiteten, lyder det i ny FN-rapport om menneskehedens ødelæggelser af naturen, som kaldes ”en mindst lige så alvorlig trussel mod menneskeheden som de menneskeskabte klimaforandringer”.

Danmark mister ifølge Danmarks Naturfredningsforening biarter i et ”alarmerende tempo”. Den overvejende årsag til biernes massedød er manglen på nærringsrige blomster med masser af lækker pollen og redesteder.

Det skal der gøres noget ved nu, lyder det fra Naturfredningsforeningen og Miljø- og Fødevareministeriet. Over de kommende måneder vil de afholde omkring 50 arrangementer for folkeskoler, børnefamilier og spejdere, som kan lære at lave grønne områder om til det rene insektparadis ved blandt andet at lave hjem til bierne. Disse hoteller skal give bier og insekter læ og ly både sommer og vinter. Husene laves enten af blottet jord, sten eller sand eller ved at stable bunker med tagrør, kvas, grene eller træ.

Målet med projektet er at få lavet op mod 150 nye bi- og insekthoteller rundt omkring på Naturstyrelsens arealer.

Det er både vilde bier, mariehøns og edderkopper, der har brug for en hjælpende hånd, påpeger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i en pressemeddelelse.

”Hver en lille indsats kan gøre en forskel for naturen,” siger han.

Ministeriet og Danmarks Naturfredningsforening opfordrer alle danskere til at hjælpe med at redde bierne ved bygge bi- eller insekthoteller eller så frø i haven, altankassen eller krukkerne på terrassen.