På en tur ned ad min hyggelige sommerhusvej i Nordsjælland blev jeg en dag meget glædeligt overrasket og særdeles nysgerrig, da jeg, før der kom blade på træerne, kikkede ind mellem grenene i en slags hækbuskads og her så et barn have indrettet sig med sin egen lille bolig mellem buske og træer.
Her var dækket op med bord og stol og kop og kande. Her var bemalede sten og en lille stige op til et af træerne. En rigtig hule. Og jeg selv blev ved synet ”som barn igen” og mindedes mine egne hytter og huler i barndommens store have i Holbæk. Nede mellem solbærbuskene. Under hasseltræerne eller under spisebordet med et stort tæppe bredt ud over bordet, så man kunne skjule sig her under og lege egen bolig – og lege det næsten vigtigste af alt i leg: lege gemme.
På skovstien lige overfor havde vi som børn ”dødens hule”, under rødderne på et kæmpetræ, der voksede i en stejl skråning. 150 meter fra hjemmet, lidt ned ad skrænten og ind under de blottede rødder og her gemme sig, siddende på hug. Hvorfor den hed dødens hule, var der mange røverhistorier om, og flere af dem er netop fortalt i bogen ”Børnene fra Bakkekammen”.
Men i mit sommerland bliver jeg helt blød om hjertet, når jeg går rundt og ser børnene indrette sig og hitte på og lege egen bolig. Den lille blå stol og det hvide bord med al udstyret tilhører treårige Joakim, og her hygger han sig gevaldigt, når han besøger mormor og morfar. Han får også sin egen frokost med herud. Og han har endda lavet bom til hulen mellem træerne, så alle ikke bare kan komme vadende ind i hans private gemakker. Ved indgangen fra bedsteforældrenes have står der også tydeligt markeret ”Velkommen til Joakims hule”.
Andre steder i sommerlandet besøger jeg ofte Thit og Frigg på seks og fire år, og sammen med deres større søskende Albert på 10 år og Vilke på 12 år har de bygget den herligste hule af visne grene sat rundt om stammen på et større træ.
Her har de deres eget helle. Og de har lavet det helt selv. Ingen voksenindblanding. Det er deres sted. De to små har også deres eget lille rigtige hus bygget af træ med veranda og stue, skorsten og postkasse – og en masse spændende køkkenudstyr, så de kan bage sandkager og lave suppe og andet godt. Lidt som Bamse og Kylling.
Oppe hos Adam og Herman på ni og seks år er der med fars hjælp indrettet sørøverborg i toppen af et træ, og i tilknytning hertil er der lavet tovbaner og balancebaner gennem en hel lille skov af buske og træer. De unger får træning, så det vil noget, og der er lyd på, når det går løs. Barndom for fulde gardiner.
Ikke langt herfra har Buster på otte år fået sit eget store treehouse, altså en egentlig træhytte og platform indrettet i et højt træ, så han kan lege gemme og i øvrigt have overblik over både trafik på vejen og familiens gøren og laden i haven. Her oppe kan han passe sig selv eller have kammerater med.
Mulighederne er mange, og børnene finder på. Så kan det være en sæbekassevogn bygget op om et gammelt barnevognsstativ, eller det kan være alt mulig andet. Fantasien sætter ingen grænser. Så jeg granvoksne mand hygger mig gevaldigt med at følge med, komme på visit og ”blive som barn igen”.
På vej ned ad min egen sommerhusvej kikker jeg nu altid efter, om min nye lille ven Joakim også er her igen. Nu er der kommet rigtigt mange blade på træer og buske, så det gælder om at holde et par grene til side for at se, om han er der, og hvis, så få en hyggelig lille sludder over hækken.