56-årige Christian beskæftiger sig med bøger, fra han slår øjnene op, til han skal sove

Christian Kaaber har interesseret sig for bøger, siden han gik i gymnasiet. I dag lever han af den trykte bog, som han mener er langt fra at uddø

”En bog er et vindue ind til den tid, den er skabt i,” siger bogentusiast Christian Kaaber, der har samlet på bøger, siden han var ganske ung.
”En bog er et vindue ind til den tid, den er skabt i,” siger bogentusiast Christian Kaaber, der har samlet på bøger, siden han var ganske ung. Foto: Leif Tuxen.

Hvordan opstod din interesse for bogkunst?

Allerede til min konfirmation fik jeg masser af bøger og næsten ingen penge. Men jeg startede for alvor med at samle på bøger i gymnasiet, hvor jeg brugte alle mine penge på bøger og fik bygget et bibliotek op.

Jeg blev optaget af boghåndværk, da jeg kom ind i det antikvariske, og alt, jeg har beskæftiget mig med siden, har haft bøger som en del af det.

Både som litteraturforsker, antikvar, redaktør og formand for komitéerne for Årets Bedste Bogarbejde, som bedømmer det forgangne års bogudgivelser på deres design og øvrige udformning.

Hvad er det sjove ved at gå op i boghåndværk?

Det er et privilegium, at jeg gennem Forening for Boghaandværk og de komitéer, jeg er med i, får lov til at have så mange dygtige menneskers arbejde mellem hænderne.

En bog er et ret låst format, en stak papir med noget pap rundt om, og så kan det ellers varieres fra helt nøgterne udgivelser til kunsthåndværk på højeste plan.

En bog er også et vindue ind til den tid, den er lavet i. Hvordan mente man, typografi skulle se ud? Er der billeder i? Hvordan bandt man finere bøger ind?

Det er en 360 graders oplevelse.

Svejk fra den tjekkiske bog ”Den gode soldat Svejks eventyr” vogter over de sjældne værker.
Svejk fra den tjekkiske bog ”Den gode soldat Svejks eventyr” vogter over de sjældne værker. Foto: Leif Tuxen

Hvad er den største fordom, du møder?

At den trykte bog er døden nær. Det er den bestemt ikke. Der er tværtimod mere liv i miljøet nu, end der har været i årtier. Bogen er et genialt format, der nok skal holde til det hele.

Jeg tror, det ligger dybt i menneskers natur at sætte sig spor og ville berige verden med skønhed, og det egner bøger sig kolossalt godt til. Det er en del af vores kulturelle ytringer, og derfor tror jeg også, bogen overlever, så længe der findes mennesker.

E-bogen er også et fantastisk medie, og dem lægger vi også op til at bedømme i komitéen. Det er glimrende, at der bliver flere måder at læse på. Men det ene udrydder absolut ikke det andet.

Hvor lang tid bruger du på din hobby?

Jeg er beskæftiget med bøger, fra jeg slår øjnene op, til jeg skal sove. Min hobby og mit arbejde glider meget sammen, fordi jeg er så privilegeret, at jeg kan leve af det, jeg brænder for.

Christian Kaaber er meget glad for sine Kingo-udgivelser, især denne salmebog
Christian Kaaber er meget glad for sine Kingo-udgivelser, især denne salmebog Foto: Leif Tuxen

Hvad er din yndlingsbog?

Jeg er meget glad for mine Kingo-bøger. Der er nogle utroligt smukke salmebøger imellem, blandt andet den, der blev forbudt, fordi Kingo brugte den til at fremhæve sig selv og sine egne digte.

I den salmebog er førstetrykkene af nogle af de mest fantastiske påskesalmer og meget andet godt. Hvis huset brændte, Gud forbyde det, var den bog en af dem, jeg ret hurtigt ville fiske ud af reolen.

Der er mere liv i bogmiljøet nu, end der har været i årtier, siger Christian Kaaber, entusiast med interesse for bøger og bogbind, fotograferet i hjemmet i Nivå, der rummer en stor samling unikke og sjældne udgivelser.
Der er mere liv i bogmiljøet nu, end der har været i årtier, siger Christian Kaaber, entusiast med interesse for bøger og bogbind, fotograferet i hjemmet i Nivå, der rummer en stor samling unikke og sjældne udgivelser. Foto: Leif Tuxen