Bornholmske bisoner giver beskæftigelse

Takket være de bornholmske bisoner bruger turister 2,3 millioner kroner mere, når de besøger Bornholm

Bisoner er et imponerende syn, og mange turister på Bornholm vil gerne se dem.
Bisoner er et imponerende syn, og mange turister på Bornholm vil gerne se dem. . Foto: Scanpix.

Takket være de bornholmske bisoner bruger turister 2,3 millioner kroner mere, når de besøger Bornholm. Det gavner både feriehusudlejere, restauranter og andre, der lever af turisme. Bisonerne har dermed en direkte positiv indvirkning på beskæftigelsen, der svarer til 3,5 årsværk.

Det viser en undersøgelse, som Center for Regional- og Turismeforskning har lavet for Naturstyrelsen. Undersøgelsen er baseret på 456 besvarelser af spørgeskemaer fra danske og udenlandske turister og lokale fastboende. Det oplyser Naturstyrelsen på sin hjemmeside.

”Opbakningen til bisonerne grænser til begejstring, og det lykkes da også to ud af tre at se en bison, når de besøger Bisonskoven. Den oplevelse bidrager formentlig til, at næsten 90 procent mener, at bisonerne er et plus for Bornholm som turistdestination,” siger skovrider Søren Friese fra Naturstyrelsen på Bornholm.

Mere end seks procent af de adspurgte turister var parate til at blive længere på Bornholm for at få et glimt af bisonerne. Det er udgifterne til opholdet i et ekstra døgn på Bornholm, der i undersøgelsen bliver omregnet til de ekstra arbejdspladser.