Brandflot julepynt blev båret til kompostbunken af et "lille julemirakel"

Det eneste, man for alvor kan høste fra sin have i december måned, er ting til adventskranse og juledekorationer

Datterens hjemmegjorte adventskrans er ikke for de nervøst anlagte.
Datterens hjemmegjorte adventskrans er ikke for de nervøst anlagte. Foto: Lise Kabell Søgaard.

”Sådan!” Datteren peger stolt over i vindueskarmen, hvor hun har arrangeret sin allerførste, hjemmelavede adventskrans. Det er i situationer som disse, man som mor må bide sig selv i læben for at undertrykke den umiddelbare impuls.

Adventskransen er på mange måder helt rigtig. Den er rund og har et touch af noget moderne og rustikt. Den er lavet af siv, hun har plukket ved vores sø. I midten har hun placeret fire fyrfadslys, og i kransen har hun stukket små fine ting, hun har fundet i haven: en gul blomst, en rød gren. Den er smuk, og samtidig noget af det mest brandfarlige, jeg længe har set.

”Ej, hvor hyggeligt,” siger jeg og tjekker med et sideblik, at tændstikkerne stadig ligger på den høje hylde, langt væk fra børnefingre.

Man skal passe på med at overlæsse sine børn med alle sine forbehold over for verden, har jeg lært. Som voksen har man jo ansvaret alligevel, så hvorfor er det egentlig, vi beder børnene ”passe på” igen og igen og igen? Jeg øver mig i at lade være. Jeg er klar over, at der er forskel på farer: De skal selvfølgelig ikke vade ud på landevejen og se, hvad der så sker. Men måske er det okay, at de går ned til søen og samler siv, skvatter lidt rundt i mudderet ved bredden, indtil de har, hvad de skal bruge (mens deres mor står i vinduet og ser småængsteligt til, selvfølgelig).

Indenfor fylder vi termostøvlerne med sammenkrøllet avis og sætter dem til tørre foran brændeovnen, laver en kop te og spiser en peberkage, et fast eftermiddagsritual i de mørke måneder. Men selvom vi går ind for learning by doing, er det måske lige lovlig overbærende at antænde adventskransen i et flammende pædagogisk bål.

Den kommende søndag er den store familie inviteret til juleklip. Min svigerfar medbringer pil fra haven til adventskransenes inderste og gran til det yderste. Sivene fra søen giver kransene krop og fylde. Jeg sætter mig på hug foran datteren og forklarer, at hendes sivkrans er rigtig flot, men at vi må have bundet noget om den, for at der ikke skal gå ild i skidtet. Hun ser på mig:

”Ved du hvad, jeg tror bare, jeg smider den ud med det samme,” siger hun og bærer nynnende sit lille stilleben ud på komposten.

Jeg har fået mig et snusfornuftigt og usentimentalt barn, og ingen ved, hvordan det er sket. Et lille julemirakel er hun.