Prøv avisen

Chimpanser er ligeglade med uretfærdighed

Forsøget med at teste chimpansers retfærdighedssans gik ud på, at to individer samarbejder om at kapre en gevinst. Den ene af deltagerne har imidlertid anledning til at manipulere fordelingen, således at han eller hun får mest. Det ser dog ikke ud til at genere den tabende part. – Foto: .

Aber opførte sig i et forsøg, ligesom mennesker handler på et marked. Her vil alle forsøge at få det bedst mulige resultat uafhængigt af nogen hensyn

Retfærdighedssans er efter manges mening indbygget i os mennesker. Vore nærmeste slægtninge, chimpanserne, er imidlertid ifølge et nyt studie ikke så optaget af en retfærdig fordeling af goderne. De vil bare have deres godbidder. Om nogen har stjålet dem fra fællesskabet, eller om nogen får mere end andre, betyder ikke så meget.

LÆS OGSÅ: Vi trænger til en diskussion af etik og brugen af dyr

Forskere lod 10 chimpanser og dværgchimpanser deltage i et forsøg, som også er blevet lavet med mennesker. Øvelsen gik ud på, at to individer samarbejder for at kapre en gevinst. Den ene af deltagerne har imidlertid anledning til at manipulere fordelingen, således at han eller hun får mest. Forskere fra det britiske London Universitet, det tyske Heidelberg Universitet og Max Planck Instituttet for Evolutionær Antropologi i Leipzig står bag studiet.

Det er også blevet undersøgt blandt mennesker, hvordan vi vil reagere, hvis vi skal dele en gevinst, men må acceptere, at makkeren stjæler af den fælles bunke og sikrer sig 80 procent. Selv kan du så sidde tilbage med 20 procent.

I forsøg med mennesker viser det sig ofte, at den tabende part afviser hele tilbuddet med det resultat, at ingen får noget.

Dette har med vores retfærdighedssans at gøre. Selvom der er forskellige resultater fra forskellige samfund, accepterer mennesker som regel ikke så ulige en fordeling.

Chimpanser og dværgchimpanser ser ikke ud til at tage sådanne hensyn. I det nye studie, som ifølge det norske forskningssite forskning.no er publiceret i tidsskriftet Biology Letters, forekom det ikke en eneste gang, at den tabende part afviste at blive spist af med en lille del af gevinsten.

Forsøget var udformet på den måde, at to aber kunne få adgang til et bræt med 10 halve druer. I udgangspunktet var druerne placeret således, at de var fordelt med fem til hver. Aberne sad adskilt i hver sin hjemlige indhegning. De havde mulighed for at nå ind til en bås, hvor brættet med de fristende druer lå.

Abe nummer et ville i løbet af forsøget få adgang til halvdelen af brættet, abe nummer to ville få adgang til den anden halvdel. Aberne måtte samarbejde for at få adgang til godbidderne.

Abe nummer et kunne ved at trække i et stykke papir placeret oppe på brættet flytte nogle af druerne over på sin side af brættet. Den kunne med andre ord stjæle fra bunken.

Efter at have gjort det måtte abe nummer et trække i et stykke tov, som gjorde, at brættet kom halvvejs over bordet og inden for rækkevidde af abe nummer to.

Abe nummer to kunne derefter trække i en stang for at få brættet i en sådan position, at begge aber kunne forsyne sig. Abe nummer to kunne også vælge at afvise at deltage i samarbejdet. Så ville brættet blive stående der, og ingen ville få druerne.

Aberne havde et minut til at tænke sig om og træffe et valg.

Det viste sig, at abe nummer et altid forsynede sig fra makkerens del, når han eller hun havde chancen for det, uafhængig af frygt for reaktionen fra den anden.

Men samtidig godtog abe nummer to altid sin andel, uafhængigt af, om den fik fem eller to druer. Kun når den så, at den ikke fik nogen druer i det hele taget, afviste den at trække i stangen.

Abe nummer to viste heller ingen fysiske tegn på at blive vred, selvom den så, at abe nummer et tog af druerne, den selv kunne have fået.

Resultaterne støtter andre studier af chimpanser, som viser lignende resultater.

Der var ingen forskel på adfærden mellem chimpanser og dværgchimpanser i forsøget. De to arter er vores nærmest beslægtede i dyreverdenen. Der er dog gået millioner af år, siden vi gik hver vore vej på evolutionens stamtræ.

Et eller andet sted på vejen samlede mennesket en stærk følelse af retfærdighed op. Aberne opførte sig i forsøget som det, der i økonomifaget kaldes rationelt nyttemaksimerende individer, og som gerne ligger til grund for økonomifagets modeller af, hvordan mennesker handler på et marked. Her vil alle forsøge at få det bedst mulige resultat under alle betingelser, uafhængigt af andre hensyn.

Der er dog nogle usikkerheder knyttet til studiet, for muligvis opfattede aberne det ikke sådan, at druerne på brættet i udgangspunktet tilhørte nogen af dem.

Andre typer studier siger, at chimpanser viser tegn på at have følelser omkring retfærdighed.

Feltet er med andre ord omstridt, og det sidste ord er nok ikke sagt i den sag.