Ordet krise kommer af det græske krisis, som egentlig betyder afgørelse eller dom. En krise lukker ned for noget og åbner – måske – for nyt. Vi befinder os i en krise, en skræmmende sundhedskrise, vi må håbe på snarlig vending.
Der skabes nye ord, nye begreber, nye betydninger under kriser, for ord skaber verden, der gøres nye erfaringer, der kaldes på nye forklaringer.
Coronakrisen fremkalder da også nye ord og nye formuleringer. En af de interessante, endda smukke formuleringer, der er i den offentlige samtale lige nu, er opfordringen til, at vi skal skabe fællesskab ved at holde afstand eller sågar skabe nærhed gennem afstand. Det er en flot formulering, poetisk endda. Den vil overleve krisen. Nærhed gennem afstand, det giver gods til tanken.
Et nyt ord, der er dukket op, er værnemidler. Det har jeg ikke hørt før og er vist heller ikke i nogen ordbog. Nu er det på manges læber, født af krisen. Det henviser til masker, handsker, håndsprit, maskiner og alt det, der skal beskytte sundhedspersonalet mod smitte.
Værn er et ord med oldnordiske rødder, der betyder beskyttelse eller dække. Det er dejligt, at et nyt ord ikke er hentet i engelsk eller i den værktøjskasse af management-engelsk, der ellers stortrives. Smittekæde er også et nyt ord i den offentlige sprogbrug. Det er ikke kun sundhedsfagligt personale eller forskere, der interesserer sig for smitteveje og smittekæder. Du og jeg er blevet led i en potentiel smittekæde. Det er skræmmende, især fordi kæden er usynlig for det blotte blik. Derfor skal vi skabe fællesskab og nærhed ved afstand.
Hver dag indkalder myndighederne til status. Ordet bruges som parole. Status over smitteveje, antal smittede, økonomi, hjælpepakker, anbefalinger, påbud, forbud. Status er oprindeligt latin for den stilling eller tilstand, noget eller nogen er i. Her er det os alle sammen! Samfundet, hvor vi holder sammen ved at holde afstand. Status er som indskrivning i den store bog, fimbulvinter, apokalypse, åbenbaring. Der gøres status, vi gør status.
Danmark lukker ned nu, sagde statsministeren forleden, mens udenrigsministeren sagde, at verden er ved at lukke ned.
”Lukke ned” er en stærk formulering og et voldsomt billede, derfor også effektiv kommunikation til dem, der blæser på forskrifterne. Man kan lukke grænser, lukke veje, lukke huse, lukke skoler og så videre. Her er det hele Danmark, der lukkes ned. Det er da noget. Det er i hvert fald sprogligt set nyt. Kan man også lukke Danmark op? Det må vi håbe.
Det er heller ikke hver dag, faktisk aldrig før set, at Dronningen kalder en adfærd for tankeløs og hensynsløs.
Der er liv i sproget i denne sære tid omkring jævndøgn. Ole Wivel skrev i 1959: ”Der truer os i tiden/ en ond, usynlig magt.” Og: ”Men gammel enfold falmer/ som løv og slettes ud/ i denne jævndøgnstid,/ hvor hjerterne er delte/ og med sig selv i strid.”
Der skal sprog og poetisk kraft til at finde lys, vending til det bedre og nyt land under krisens stormflod.