Den engelske konge måtte henrette en mand i forsøget på at redde den rene luft

Den første lov mod luftforurening er ikke fra nyere tid, men går 700 år tilbage i tiden, da kong Edward forgæves ville bremse afbrænding af kul

Dette postkort viser Stockport Viaduct i London, hvor der blev sendt godt med røg op i luften i 1800-tallet. Indbyggerne har siden 1200-tallet været gode til at sende sort røg op i himlen. – Foto: Science & Society/Ritzau Scanpix.
Dette postkort viser Stockport Viaduct i London, hvor der blev sendt godt med røg op i luften i 1800-tallet. Indbyggerne har siden 1200-tallet været gode til at sende sort røg op i himlen. – Foto: Science & Society/Ritzau Scanpix.

Der skal ifølge en ny FN-rapport tages drastiske metoder i brug for at forhindre en katastrofal temperaturstigning ved yderligere forurening af luften og hastigere forandringer i klimaet. Men ligefrem dødsstraf vil forskere og klimaaktivister nok ikke ty til. Alligevel var det tilfældet, da man første gang indførte love for at sikre renere luft.

Men loven var ikke fra 1967, som der stod i en note på Bagsiden forleden. Her skrev vi, at den første lovgivning mod luftforureningen, The Clean Air Act, blev vedtaget den 21. november 1967 i USA. Selvom dødsstraf stadig findes i flere stater, skal der trods alt mere til end at sende CO2 op i himlen for at ende på dødsgangen derovre.

Luftforureningslovgivningens historie går længere tilbage. Meget længere, som læser Karsten Møller-Hansen fra Østerbro i København har gjort Bagsiden opmærksom på.

”Der er en vis sandsynlighed for, at den første lov var i England under kong Edwards tid,” skriver han i en mail.

Der er noget om snakken. For det er ikke bare de seneste fem årtier, at luftforurening har været på dagsordenen.

For 700 år siden var menneskers påvirkning på luften også til debat i en grad, så magthaverne følte sig nødsaget til at skride ind over for udviklingen. Og det fik endda dødelige konsekvenser, hvis man overtrådte reglerne.

I tiden under kong Edward i 1200-tallet var de store byer i England plaget af smog og dårlig luft på grund af afbrænding af kul. Ifølge fortællinger fra dengang stod det så slemt til, at kongens mor måtte forlade Nottingham.

I artiklen ”Luftforurening” af en dr. techn. Knud Hansen fra Dansk Kedelforening fra samme år som den amerikanske lov, fremgår det, at forureningen af luften i middelalderens England var så graverende, at kongen fik nok og vedtog en lov, der skulle forbyde afbrænding af kul.

Men det var åbenbart også dengang svært for folk at stoppe med at bruge kul, fremgår det af hjemmesiden learnaboutair.com. I begyndelsen blev loven helt ignoreret, og mange havde slet ikke mulighed for at anvende andet end kul til at opvarme hjem og til madlavning. Der vankede store bøder til borgere, der blev taget i at omgå loven. Men selv trusler om bøder og endda ødelæggelse af ens møbler virkede ikke. Til sidst så kongen sig nødsaget til at indføre dødsstraf.

I bogen fremgår det også, at en mand i London blev hængt i 1306, fordi han havde brændt stærkt sodende kul i nærheden af parlamentsbygningen og ikke som påbudt havde brugt røgsvagt træ.

Så heller ikke udsigten til henrettelse skræmte borgerne, der havde brug for varme og mad og var blevet afhængige af kul. Og kongen kunne jo ikke henrette hele befolkningen.

Sådan fortsatte kulforbruget som bekendt, og så døde mennesker af forurening og ikke ved kongens hånd. I december i 1952, under ”The great smog” i London, døde omkring 4000 indbyggere som konsekvens af koldt vejr, tåge og stort kulforbrug.