OPDATERET 14.06.2017 Onsdag vågnede Danmark igen op til hærværk imod Den Lille Havfrue, som det er sket så mange gange før. Ligesom i H.C. Andersens oprindelige eventyr har havfruen på Langelinie måttet stå igennem mange lidelser. Nationalsymbolet har været udsat for både lettere forbrydelser, som at få en nissehue på, til hærværk i form af spraymaling og mistede lemmer.
Denne gang er billedhugger Edvard Eriksens ikoniske statue fra 1913 overhældt med blå maling. For et par uger side fik hun rød maling over sig.
En af de første store sager om hærværk begået mod havfruen, som i øvrigt stadig er uopklaret, er sagen om det tabte hoved fra 1964.
”Politiet er uden spor efter Havfrue-hovedet,” lød det på forsiden af Kristeligt Dagblad to dage efter forbrydelsen, hvor havfruens hoved var blevet savet af i ly af natten.
I avisen kunne man læse, at politiet trods intens efterforskning manglede brugbare spor. Det fik Københavns Magistrat og politidirektøren til sammen at udlove en dusør for hovedet. Også Droskecentralen Taxa, Hotel Østerport og en ukendt amerikansk forretningsmand bidrog til dusøren, som endte på 6.500 kroner, svarende til 69.500 kroner i dag. Hovedet blev dog aldrig fundet, og ingen er til dato dømt for hærværket.
Efter episoden fik havfruen lov til at beholde hovedet i 24 år, indtil den i 1998 var gal igen. For anden gang stod havfruen med et gabende hul i halsen, og ligesom sidst blev hovedet fjernet med en nedstryger om natten.
Ifølge Kristeligt Dagblad indledte kriminalpolitiet en undersøgelse, der mest af alt mindede om en rigtig drabsefterforskning. Dykkere ledte i vandet, og betjente gennemsøgte området på land – men ingen fandt hovedet.
”Samtidig byggedes i største hast et lille skur i krydsfiner rundt om Den Lille Havfrue, således at eventuelle spor i form af fingeraftryk ikke bliver vasket bort af regnen,” skrev Kristeligt Dagblad.
Denne gang lykkedes det at finde hovedet efter tre dage, men ingen er endnu blevet stillet til ansvar for gerningen.
Hovedet er dog ikke det eneste, havfruen har mistet i årenes løb. I 1984 gik det ud over hendes arm, og i Kristeligt Dagblad blev episoden kaldt et ”attentat” og en ”maltraktion” af det nationale symbol. Sagen blev dog hurtigt opklaret, da to 18-årige mænd meldte sig selv efter et par dage.
”De lagde havfruens bronzearm på skranken og sagde, at de havde fortrudt hærværket, der blev begået i fuldskab,” skrev Kristeligt Dagblad.
I 2003 besluttede ukendte gerningsmænd sig for, at det ikke var nok at save en del af hende af. I stedet blev hun med vold fjernet fra sin sten, og da man fandt hende, lå hun i vandet ved siden af sin stensætning.
”Hun sad på sin sten med fire kraftige bolte, der er bøjede. Der er muligvis brugt sprængstof eller værktøj til at vælte hende,” udtalte kriminalkommissær Henning Schou Kofoed dengang til Kristeligt Dagblad.
Politiet betragtede hærværket med største alvor, og i avisen skrev man, at ”det er drabsafdelingen, der har stået for efterforskningen i de sager, hvor hun har mistet hovedet”.
Det var dog alligevel muligt at se lyspunkter i de voldsomme sager. Da havfruen mistede sin arm, kunne man under overskriften ”Havfrue uden arm giver ubetalelig turistreklame” læse, at amputeringen kom på forsiden af adskillige amerikanske aviser og TV-stationer.
”En ung mand fra Philippinerne standsede Ritzaus medarbejder på gaden i Los Angeles for at udtrykke medfølelse over overfaldet på Den Lille Havfrue,” skrev Kristeligt Dagblad.8
