Da Elvis Presley døde af et pludseligt hjerteanfald, skrev han sig ind i en alt for lang liste over berømte musikere med et alt for kort og alt for hårdt levet liv. Det blev for 40 år siden i dag for millioner af fans verden over en sorgens dag, da nyheden kom om, at den blot 42-årige Elvis Aaron Presley var død i Memphis i den amerikanske delstat Tennessee. En død fremskyndet af burgere, colaer og piller.
På det tidspunkt var han ”kongen af rock’n’roll” og en af de bedst sælgende soloartister inden for populærmusikken. Alt, hvad han rørte ved, blev til guld, som det lød i nekrologen i Kristeligt Dagblad to dage efter hans dødsfald, der i artiklen blev kaldt for en amerikansk tragedie.
Den begyndte to årtier forinden, da lastbilchaufføren fra sydstaterne skrev en sang til sin mor og på få år blev til bare Elvis, eller Elvis the Pelvis, eller bare Kongen.
Det var dog langtfra alle, der skreg af fryd over de berømte vrikkende hofter. Der var en udbredt modstand, især blandt ældre generationer og religiøse kredse, mod det nye fænomen, der satte ”rock’n’roll-panik i ungdommen”, som det lød i den første artikel om Elvis Presley i Kristeligt Dagblad med overskriften ”Et indbringende jubilæum”. Den er fra maj 1957, cirka et år efter Elvis’ store gennembrud.
”Det er i disse dage et år siden, romerske katolikker i Boston begyndte at rive sig i håret og sheriffer Staterne over fik frygtelig travlt,” lyder det i artiklen med henvisning til den store kritik af det moralske forfald, som Elvis symboliserede og udbredte ifølge bekymrede religiøse overhoveder og ikke mindst forældre i hele USA.
Artiklen gør meget ud af Elvis’ økonomiske succes og nævner, hvordan han få år forinden, i 1954, stadig tjente 35 dollars for at køre lastbil, og siden udnyttede sin ”ophøjelse til ’kunstner’” og evne til at ”skrabe bjerge af skillinger” ind på sin sang og omfattende organisering af merchandise-salg.
Dommen over Elvis’ musiske evner og optræden på scenen var ikke just flatterende:
”Han er udstyret med en uskolet og højst almindelig baryton – men har, som en nøgtern iagttager hævder, ’lært at optræde frivolt’. Det, han foretager sig på en koncerttribune, kan man ikke tillade sig på åben gade uden at blive arresteret. Hans type burde være forbudt for børn, – og det har visse instanser altså også forsøgt – men forgæves,” står der i Kristeligt Dagblads artikel, hvor skribenten bruger en del linjer på at citere den berømte blues-musiker Joe Williams for at have sagt, at Elvis ikke kunne andet end at se godt ud.
Året efter var der danmarkspremiere på den første film med Elvis på rollelisten, ”Renobrødrene”. Her så ”Elvis Presley ualmindelig død ud i sværen og ligner en, der har fået klø”, lød vurderingen af hans optræden i filmen.
Senere samme år berettedes der om Elvis’ udsendelse som soldat i Tyskland i en note i avisen, hvor han udnævnes til den dyreste soldat i USA, fordi det amerikanske skattevæsen under hans tjenestetid gik glip af næsten en million kroner i tabt skattefortjeneste.
Siden og gennem årene ændredes det kritiske syn på Elvis. Det skyldtes formentlig hans evne til at følge sit oprindelige publikum i repetoireudvalget samt hans fortsat stærke stemme, lød det i Jytte Arntzens nekrolog fra 18. august 1977 om det tragiske dødsfald og ”hjertestoppet, der satte punktum for myten”.
”Elvis vil uden tvivl leve videre i kraft af sin enorme og varierede pladeproduktion. Han står mere end nogen anden som et rendyrket og styret kunstprodukt af teknik, professionalisme og konstant PR,” skrev hun og konstaterede:
”Prisen var dyr. Rockkongen, kunstneren med flere millionsælgere end nogen anden døde i dyb ensomhed. En amerikansk tragedie.”
