Dronerne hænger i luften. Nogle er teknologiske vidundere, der er i gang med at revolutionere overvågningsopgaver, opmålinger, fotograferinger og kommunikation. Andre er søvnige hanbier, hvis eneste opgave her i livet er at befrugte en dronning og dernæst flagre hen mod den visse død. Endelig kan en drone hænge i luften som en tone af næsten uendelig længde.
Ordet drone har rod i et græsk ord, men er kommet til dansk via tysk, plattysk, hvor ordet drohne betyder at brumme eller noget, der brummer. På et tidspunkt, vist i midten af 1700-tallet, bliver det brugt som navn på de uvirksomme hanbier, der ellers blev kaldt liggebier, sværmebier eller vandbier.
Flere forfattere begynder i første halvdel af 1800-tallet at overføre navnet på denne unyttige, flagrende hanbi til en karakteristik af uvirksomme, unyttige mennesker, sværmeriske og dekadente nydelsesmennesker, som snylter på andre. Blicher skriver for eksempel i et digt: ”Thi vi lade disse Droner fare, / Som Honning slikke vil, men samler ej.” Det er altså unge mænd, slendrianer, han mener. Forfatteren Johannes Jørgensen kan også lave trykseksten som her: ”Han var Søn af en Godsejer – en Drone altsaa.”
Stakkels hanbier! Unge mænd, der blev identificeret med den rolle kun at ville slikke honning og befrugte dronninger. De er da at beklage! Eller hvad?
Drone er også et begreb fra musikkens verden, idet en drone her kan betyde en tone, der holdes uforandret i meget lang tid som ledsagelse til en melodi eller et musikstykke. Det er vist nok det samme som det såkaldte orgelpunkt, hvor en bastone holdes i lang tid som en (under)liggende tone, hvorfra melodi kan rejse sig eller finde støtte. I denne betydning af ordet drone er det klart, at oprindelsen er i betydningen at brumme.
Mindre klart er det måske, hvorfor en af vor tids store teknologiske gennembrud, dronen, kaldes netop en drone. Er det, fordi den hænger deroppe og brummer? Er det, fordi den kan bruges som legetøj, der i bund og grund er unyttigt som en sværmende hanbi?
Forklaringen er muligvis og formentlig en helt anden, der dog har noget med bier at gøre. I midten af 1930’erne, altså i årene op til Anden Verdenskrig, udviklede det engelske Royal Air Force verdens første førerløse fly. Det blev regnet for et teknologisk vidunder, men det lykkedes ikke at finde et styresystem, der duede, så flyet blev ikke en succes. Man kaldte imidlertid dette potentielle vidunder ”Queen Bee”, altså dronningebi eller bidronning.
Siden den tid, siges det, har begrebet om en arbejderbi eller en underordnet hanbi knyttet sig til udviklingen af de førerløse flyvende objekter, som allerede har erobret luftrummet med deres brummen og snerren, videnskabelige undersøgelser og sandelig også som aldeles unyttige legeting.
Dette førerløse flyvende objekt har mange nyttige muligheder i kontrollen af brande, trafik, redningsarbejde, opmålinger, som kamerafører og meget, meget mere. Det er også for længst blevet militært isenkram. Militæret er i det hele taget i stand til at udvikle og omforme alle ting, der ellers er nyttige for mennesker, til Djævelens værk og redskab. Rigtige hanbier, droner, stikker ellers ikke.