Prøv avisen

Da europæerne glemte, hvordan man svømmer

Børn og voksne nyder havet i Øresund i 1938. – Foto: Sven Gjørling/Ritzau Scanpix

Siden forhistorien har mennesker lært sig at svømme for ikke at drukne. Men i middelalderen blev svømning ildeset. Først med oplysningstiden begyndte vi at sætte pris på bølgerne

Når man på en varm sommerdag tager sig en kølig dukkert, bør man ikke kun sende en venlig tanke til vejrguderne, men også til oplysningstidens filosoffer og spirende lægevidenskab, som var med til at give svømningen et comeback i Europa. For i 1600-tallet havde europæerne stort set glemt, hvordan man svømmer.

At kunne holde sig oven vande havde ellers været en vigtig overlevelsesteknik lige siden forhistorien. En af de første fremstillinger af svømmere er fundet på omkring 5000 år gamle hulemalerier i Sahara, på Gilf Kebir-plateauet i det sydvestlige Egypten. Egypterne havde en hieroglyf for svømning, og Louvre Museet har bevaret en træske fra omkring 1500 før Kristus, hvor skaftet er en svømmende pige.

Også reliefferne i det assyriske palads i Nimrud viser svømmere, der benyttede en slags oppustelige sække som flydere, en teknik, som ligeledes blev benyttet af vikingerne med brug af oppustede svineblærer.

I Grækenland hørte det med til en god opdragelse at lære at svømme, og også den romerske forfatter Sueton fandt det upassende, at kejser Caligula ikke kunne. Men dyden begyndte snart at gå i forfald, især på grund af den stigende urbanisering. Og i det femte århundrede klagede militærskribenten Vegetius over, at de unge legionærer ikke længere kunne svømme, men var nødt til at lære det.

Helt galt med svømningen gik det så i middelalderen, hvor kristendommen forsøgte at komme hedenske havguder og najader til livs. Havet blev hjemsted for alskens uhyrer, som man ikke havde lyst til at komme på nært hold af under en svømmetur, og selv havfruer havde noget uhyggeligt over sig. Dertil kommer, at vand blev betragtet som smittebærer for pesten.

At svømme blev dermed betragtet som både farligt og usundt. Ganske vist førte modstanden mod svømning til en øget risiko for at drukne, og i 1530’erne anbefalede de tyske skoler og universiteter derfor at forbyde badning, skriver den britiske historiker Eric Chaline i bogen ”Svømningens historie” (Strokes of Genious. A History of Swimming.) I Ingolstadt ved Donaul-floden blev man straffet med pisk, og i 1571 indførte Cambridge et lignende forbud.

Andre mente dog, at det var bedre at lære folk at holde sig flydende, og i 1538 udgav Nikolaus Wynmann den første svømmemanual i Ingolstadt. Mere kendt blev Everard Digby fra Cambridge Universitetet, som skrev bogen ”De arte natandi” (Om kunsten at svømme). Han demonstrerede selv teknikken under stor opmærksomhed i 1726.

Svømning kom til ære og værdighed igen takket være både lægevidenskaben, der begyndte at ordinere kurbade og motion mod alskens lidelser, og oplysningsfilosoffer som John Locke og Jean-Jacques Rousseau, der lagde grunden til moderne pædagogik og tanken om, at børn har godt af idræt.

I det 19. århundrede var svømning og havbad for alvor kommet på mode. Folk lærte igen at svømme, og også herhjemme blev svømning en del af folkehøjskolernes faste pensum sammen med gymnastik.

Svømning er derfor ikke kun en feriefornøjelse. Vi kan faktisk med god samvittighed tage os en ekstra dukkert. Når vi flyder rundt i bølgerne og tager svømmetag i poolen, vedligeholder vi en kulturhistorisk arv.