Julen 1918 – for præcis 100 år siden – blev en særlig højtid for de millioner af soldater og krigsfanger, som havde været i hårde kampe ved fronterne under Første Verdenskrig. Våbenhvilen den 11. november 1918 havde endelig sat en stopper for uhyrlighederne i skyttegravene, hvor også 30.000 dansksindede sønderjyder havde været tvunget til at kæmpe på tysk side. Det kunne også mærkes i Kristeligt Dagblads spalter:
”Man kan ligesom aande mere frit i Aar, og glæde sig ved den Tanke, at der ikke rundt omkring på Europas Slagmarker, ligger unge saarede og døende Soldater og forbløder – og hvis Blod raaber til Himlen, ej heller Soldater der skal holde Jul i de uhyggelige Skyttegrave eller i det forfærdelige Krigsfangenskab,” skrev A. Kühle i avisen den 7. december 1918.
Mange af de sårede soldater og krigsfanger ventede endnu på at blive genforenet med deres kære, da juletiden kom. I Sandholmlejren uden for København måtte 700 frigivne engelske krigsfanger, der var kommet til Danmark fra fangelejre i Tyskland, fejre juleaften i KFUM’s soldaterhjem, mens de ventede på båden, der skulle fragte dem det sidste stykke hjem. Ejnar Bøytler var til stede ved julefejringen og berettede herom i avisen den 28. december 1918:
”Juleaften var Gymnastikhuset pyntet med Gran og engelske og danske Flag, og efter en solid Middag i den pyntede spisehal, hvor der serveredes Grød, Kalvesteg, Æblekage, Chokolade og Kager, samledes Soldaterne uden for Gymnastikhuset. […] Den egentlige Juleprædiken holdt den engelske Officer, Mr. Thomas, hvorefter Træerne blev plyndrede og unge Damer bar Godter og Knas omkring til de glade Tommyer. […] Gud give, at Juleopholdet her i Lejren maa faa Betydning for mange af disse saa haardt prøvede Gæster.”
I Sønderjylland, som i december 1918 stadig var under tysk herredømme, var det mange steder for tidligt at holde fest for de hjemvendende sønner. De fleste dansksindede krigsfanger vendte først hjem til Danmark i foråret 1919, og mange måtte derfor fejre julen i krigslejrene i Aurillac (Frankrig) og Feltham (England), som var særlejre for dansksindede soldater. Dem berettede Kristeligt Dagblad intet om i julen 1918. Til gengæld var der flere stemningsreportager fra grænseegnen, hvor ”det ikke er stort, Tyskerne i Nordslesvig har at byde paa i retning af Smag og Fest” for deres hjemvendte soldater, som én skrev i avisen den 23. december.
”Nogle slesvig-holstenske og tyske Flag er stukket ned mellem Granerne. Men det hele gør et trist og sørgmodigt Indtryk. Og der er heller ikke nogen særlig Begejstring og Festlighed at spore i de Ansigter, man i disse dage møder paa Haderslev Gader.”
Noget anderledes var stemningen blandt de dansksindede på egnen. Selvom der endnu skulle gå halvandet år, før Sønderjyllands genforening med Danmark i juni 1920, var de dansksindede sønderjyder blevet lovet en afstemning på spørgsmålet om tilhørsforhold, som blev diskuteret flittigt på møder i Aabenraa og Haderslev i november og december 1918, hvor pastor Carl Hornbech var til stede:
”De skulde have set alle disse Ansigter, som trods Krigens Tryk, der endnu hviler tungt nok på de fleste, lyste af Lykke og Begejstring, da de hørte, at nu var Genforeningen sikret, da der bragtes et leve for Danmark og Kongen. Da fik Taarerne frit Løb hos mange. […] Mænd omfavnede hinanden midt i Klyngen, og atter og atter hørtes Udtalelser som: ’At man dog skulde faa Lov at opleve denne Dag’!”, skrev pastoren i avisen den 24. december 1918.