Da man favnede verden

Af de mange tidligere kropsrelaterede måleudtryk bruges stadig tommer

Længdemålet en favn svarer oprindeligt til den afstand, en voksen mand kunne måle ved at strække begge arme helt ud. –
Længdemålet en favn svarer oprindeligt til den afstand, en voksen mand kunne måle ved at strække begge arme helt ud. – . Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

Ord som favn, fod, alen og tomme er alle ældre måleenheder, der tog deres udgangspunkt i kroppens mere eller mindre naturlige dimensioner, mens metersystemet udfolder et abstrakt, matematisk princip. De bruges ikke meget mere, disse gamle betegnelser er blevet til ord i den store glemmebog, men dukker dog alligevel op nu og da.

Tommer bruges endnu i tømmerhandler, ligesom det hedder en tommestok og et tommetykt lag is. Det er selvfølgelig tommelfingeren eller tommeltotten, der her er udgangspunktet for længdemålet en tomme.

Oprindelsen er bredden af en voksen mands tommelfinger. Og nu bliver det svært, for en dansk tomme svarer til 26,154 millimeter, mens en engelsk tomme svarer til 25,4 millimeter. I begge tilfælde gælder det, at en fod svarer til tolv tommer, så de to mål er selvfølgelig heller ikke ens.

Nu lader vi lige de engelske mål klare sig selv i disse Brexit-tider og holder os til de danske. Som sagt svarer sådan en dansk tomme til 1/12 fod. Måleenheden en fod tager sit udgangspunkt i længden af en voksen mands fod, men det har nu altså været ret så velvoksne mænd med træsko, for en fod skal omregnes til 31,38 centimeter. Det er en pæn størrelse, skulle jeg mene. En vikingefod måske!

I flere ældre vendinger indgår forestillingen om foden som en måleenhed, for eksempel når Holberg siger ”Hand aldrig viget har i Slag og Kamp en Fod”. Et lidt mere moderne udtryk er ikke at rokke sig en tomme.

En fod kan omregnes i alen, idet der går – om jeg så må sige – to fødder på en alen. Ordet alen er også oprindeligt kropsligt, det er udviklet af oldnordisk alin, der er i familie med albue og henviste til armlængde fra albue til fingerspids. Ordet alen bruges vist ikke i målesystemet mere, men det hænger fast i vendinger som to alen ud af et stykke, der betyder, at to personer har de samme (dårlige) egenskaber. Man kunne måske mene, at Trump og Kim Jong-un er to alen ud af samme stykke. Det er også muligt at lægge flere alen til noget, når man gerne vil udtrykke, at man forandrer en egenskab til det bedre.

Der var tidligere også måleudtryk som en håndbred, en fingerbred, et bygkorn med mere, men dem lader vi ligge her, for vi skal frem til en favn. Længdemålet en favn svarer oprindeligt til den afstand, en voksen mand kunne måle ved at strække begge arme helt ud. Det kunne omregnes til tre alen og ville svare til 188,31 centimeter. Det oprindeligt norrøne ord, det er groet af, var da også faðmr, der kom af en rod med betydningen brede ud.

Derhjemme på gården, hvor jeg kommer fra, hang min fars favnestok, der var formet som et stort A. Hvert forår vandrede han ud ad agrene med sin favnestok i bløde sving og afsatte pæle efter favnemål, som skulle følges, når der blev pløjet. Længere siden er det dog ikke, at favnemålene virkede, ligesom alen og fod indgik.

I dag er det nok kun tommer, der har overlevet, hvad de også gør i litteraturen både i folkeeventyret ”Tommeliden” og i H.C. Andersens forunderlige historie om ”Tommelise”, der jo kun er en tomme lang.