Ved Rubjerg Knude er arbejdet med at flytte det ikoniske fyr begyndt, kunne man læse her i avisen i denne uge. Et fyr, der i årevis er kommet nærmere og nærmere afgrunden, som skrænten langsomt er smuldret tættere på. Planen med at løfte det tonstunge fyr op og ved hjælp af forskellige redskaber at rulle det 65-80 meter ind i sikkerhed, virker som et kompliceret projekt selv her i 2019. Men faktisk havde man planer om et lignende projekt i slutningen af 1800-tallet i midten af København. Målet for flytningen var selveste Rundetårn.
De trafikale problemer på Købmagergade i det indre København havde i de år dengang vokset sig så store, at man så sig nødsaget til at gøre noget ved det. Det fortæller Rasmus Agertoft, der er historisk konsulent i Rundetårn.
”I slutningen af 1800-tallet havde man fundet ud af, at Købmagergade simpelthen var den tættest befolkede hovedåre gennem byen. Og her lå Rundetårn lidt for langt ude på Købmagergade. Hver eneste dag opstod der en flaskehals, når cyklister, ryttere, omnibusser, gående og hestevogne skulle igennem den smalle passage mellem Rundetårn og Regensen overfor,” fortæller han.
Opgaven med at løse en problematik, der indeholdt to af selveste Christian IV’s ikoniske bygninger, var noget, der tiltrak opmærksomhed fra flere af datidens prominente danske arkitekter. Flere kom med forslag til, hvordan problemerne med trafikken på Købmagergade kunne løses. En af de mere dristige planer kom fra Anton Rosen. Han ville flytte Rundetårn 28 meter. Metoden mindede om den, som man her mere end hundrede år senere gør klar til at bringe Rubjerg Knude Fyr i sikkerhed med.
”Det skulle simpelthen rulles, eller som det står beskrevet i den meget detaljerede plantegning, svinges hen på siden af Trinitatis kirke. Planen var at få placeret nogle jernskinner og nogle ruller af blødt stål under tårnet. Ved hjælp af nogle trækbånd, en pumpe og noget, jeg ikke helt kan gennemskue på plantegningen, mente man så, at man kunne rulle Rundetårn de nødvendige 28 meter,” fortæller Rasmus Agertoft.
Hele projektet, vurderede Anton Rosen, ville løbe op i omkring 270.000 kroner, en utrolig stor sum dengang. Projektet blev fundet for dyrt, og selvom Anton Rosen derefter kom med et nyt forslag, hvor Rundetårn blot skulle rulles halvt så langt som planlagt, blev Anton Rosens planer aldrig ført ud i livet. I 1908 blev det i stedet besluttet, at opgaven gik til en af tidens andre store arkitekter, Martin Borch.
Hans plan forekom en smule mere overkommelig og gik ud på at anlægge den buegang gennem Regensen til fodgængere, vi kender i dag. Dermed blev det ikoniske tårn lige der, hvor Christian IV fik det opført i 1642, og København blev et kompliceret byggeprojekt fattigere.