Prøv avisen

Da popmusikken var delt i et A- og et B-hold

Modsat mange af sine kolleger gik John Mogensen ikke så meget op i, hvilke sange der var A- og B-sider på singlepladerne. Nogle af de mest kendte af hans sange er oprindeligt udgivet på singlernes bagsider. – Foto: Per Kjærby/Ritzau Scanpix

Det er tankevækkende, at John Mogensens allerstørste hits blev udsendt på B-sider, påpeger musikforsker Henrik Smith-Sivertsen

”Så længe jeg lever, så længe mit hjerte slår, så længe vil jeg elske dig.”

Man skal enten være meget ung eller inkarneret populærmusikfornægter for ikke at få John Mogensens dybe bodega-basstemme og simple, men ørehængende melodi til at klinge for sit indre øre ved at læse disse linjer. Sangen kom på Dansktoppen i 1973, blev en del af Danmarks kulturkanon i 2006 og leverede titlen til en film om Mogensen her i 2018.

Finere kan det næsten ikke være inden for popmusikkens engang så forkætrede verden. Og dog. Da sangen blev udgivet, var den faktisk anbragt på B-siden af singlepladen, mens den i dag betydeligt mindre kendte ”Åh, hvilken herlig nat” var på forsiden.

”John Mogensen skiller sig lidt ud, for modsat tidens andre sangere skelnede han ikke så meget mellem, hvad der kom på A- og B-siden. Men det er da tankevækkende, at både hans allerstørste hit og flere andre af hans mest kendte sange som ’To mennesker på en strand’, ’Fut i fejemøget’ og ’Nina, kære Nina’ alle begyndte som B-sider,” siger Henrik Smith-Sivertsen, seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek og specialist i popmusikhistorie.

Han er i dag både foredragsholder og konferencier ved et arrangement med overskriften ”Dansktoppens B-sider”, som Det Kongelige Bibliotek holder i forbindelse med kulturfestivalen Golden Days – og på selveste 50-årsdagen for premieren på Dansktoppen i Danmarks Radio.

I de sidste år af 1960’erne og op gennem 1970’erne blev Dansktoppen ikke kun navnet på et hitliste-radioprogram, men også en hel musikgenre med sangere som Keld Heick, Peter Belli og Birthe Kjær, der var lige så elskede i den brede befolkning som foragtet af såvel den klassiske musiks som rockens feinschmeckere.

”Det har som forsker optaget mig meget, hvorfor der opstod så stor en kløft mellem popmusikken, der blev set som underlødig, fordi den var kommerciel, og så den mere ’ægte’ rockmusik. Dansktop-genren levede ikke op til rockens kunstneriske idealer, den blev anset for borgerlig og sentimental – og tænk, hvis sangene ligefrem var religiøse,” siger Henrik Smith-Sivertsen.

Han har helt bogstaveligt vendt 709 af genrens singleplader om og undersøgt, hvad der er på bagsiden af det mere kendte hit, der er på A-siden. Som nævnt kan det hele virke lidt omvendt, når man ser på John Mogensen, men ellers tegner der sig et billede af, at A-sidens danske version af et amerikansk verdenshit på B-siden er forsynet med en dansk udgave af fransk chanson a la Gilbert Becaud eller Edith Piaf. Eller B-siden rummer en sang, sangeren selv har skrevet og derfor kan opnå større royalty-indtægter fra end det hit, der er på A-siden.

”Min hovedpointe er, at det format, musik udgives i, er meget bestemmende for indholdet. I singlepladens storhedstid solgte man pladen på én sang, men for hver udgivelse fulgte der en sang med på B-siden, som i sagens natur solgte lige så godt,” forklarer Henrik Smith Sivertsen.

Kort skitseret udviklede populærmusikken sig sådan, at singlepladen dominerede i 1950’erne, indtil albummet begyndte at tage over i sidste halvdel af 1960’erne. Med albummet kunne hver plade pludselig have 10-12 B-sidesange, som blev solgt i kraft af ét hit.

Med nutidens streaming sælger sange derimod oftest én ad gangen, hvorfor alle sange i princippet er A-sider. Samtidig er den genremæssige kløft mellem pop og rock heller ikke så dyb, som den har været, påpeger musikforskeren.

B-siden var imidlertid ikke bare det tynde øl og en billig omgang til sangskriveren. Mange musikere benyttede B-siden til mere eksperimenterende sange. Det gjaldt ikke mindst 1960’ernes kunstnerisk mest ambitiøse orkestre som The Beach Boys og The Beatles. På engelsksprogede hjemmesider for B-side-fans optræder netop The Beach Boys ofte på førstepladsen over de bedste B-sidesange nogensinde med ”God Only Knows” fra 1966. Sangen blev i USA udgivet som bagside til ”Wouldn’t It Be Nice” og fik begrænset succes på hitlisterne. I Europa var den derimod på A-siden og havnede i top-10 i flere lande. Og med tiden blev ”God Only Knows” hævet til skyerne af kendere som en af de mest sublimt komponerede sange i popmusikkens historie.

The Beach Boys figurerer på flere hitlister over de bedste B-sidesange nogensinde med ”God Only Knows” fra 1966.– Foto: Klaus Schlagmann/AP/Ritzau Scanpix