Da rådhuset i Randers rullede afsted

Når Rubjerg Knude Fyr skal bakses indenlands gennem flyvesand, kræver det et særligt kunststykke. Også andre bygninger er med stor dygtighed trillet hen på en mere hensigtsmæssig plads, heriblandt en ejendom i Hjørring i 1958 og rådhuset i Randers, som i 1930 blev flyttet tre meter

Hen over 6. og 7. marts rullede arbejdsmænd Randers Rådhus tre meter mod nord. Baksningen, som fagudtrykket hedder, blev et tilløbsstykke. –
Hen over 6. og 7. marts rullede arbejdsmænd Randers Rådhus tre meter mod nord. Baksningen, som fagudtrykket hedder, blev et tilløbsstykke. – . Foto: Randers Stadsarkiv.

Da otte arbejdsmænd på slaget 11 lagde alle deres kræfter i, begyndte Randers Rådhus lige så langsomt at rulle. Tre meter mod nord skulle det.

Og da rådhusuret, som ikke tabte så meget som et sekund under flytningen, klemtede 12, stoppede man og holdt frokostpause.

For dengang var der orden i tingene, og det er i hvert fald sådan, historien går, fortæller Mathilde Storvang, der er arkivar i Randers Stadsarkiv.

Fordi så mange mennesker ville se rulningen, havde man delt den op over to dage – halvanden meter den første og halvanden den næste.

”Verdenspressen var inviteret, og de kom endda helt fra København,” som arkivaren formulerer det.

Flytning af store byggerier er ikke gået af mode, og i sidste uge omtalte Kristeligt Dagblad de aktuelle planer om at flytte Rubjerg Knude Fyr, som er i fare for at falde i havet. Selve flytningen foregår i uge 43.

Tilbage i 1928 så man i Randers i øjnene, at gaden ved det gamle rådhus, som er fra 1778, var blevet for trang til den øgede trafik.

Det var af samme grund, man 100 år senere overvejede at flytte Rundetårn, som man kunne læse på Bagsiden i lørdags. Det blev dog aldrig til noget.

”For byens voksende bilpark og de rutebiler, som kom ude fra oplandet, var det snært at komme forbi. Så der var et behov for at gøre gaden bredere. Derfor blev der udskrevet en arkitektkonkurrence for at løse problemet,” siger Mathilde Storvang om rådhusflytningen i Randers.

Alle de arkitektvirksomheder, der var inviteret med i konkurrencen, foreslog, at man rev rådhuset ned og opførte et nyt tre meter mod nord. Undtagen et. Og da det virkelig er et meget fint gammelt rådhus, valgte man hans utraditionelle forslag: At rulle rådhuset tre meter.

Fundamentet blev gravet frit, den gamle bygning blev med donkrafte løftet op på kraftige jernbjælker og rullet af sted henover den 6. og 7. marts 1930.

I dag bruges rådhuset til bymøder, vielser og officielle modtagelser – og en hjørnesten i fortovet udenfor markerer det sted, hvor det tidligere lå.

Ifølge arkivar Mathilde Storvang befandt der sig ingen mennesker i Randers Rådhus under rulningen. Det gjorde der til gengæld i beboelsesejendommen Strømgade 18 i Hjørring, som i maj 1958 blev rullet 12 meter tilbage fra gaden, som skulle gøres bredere på grund af trafikken.

”Trods rulningen kunne beboerne færdes i deres lejligheder på ganske normal vis, idet lejlighederne gennem løse ledninger under rulningen forsynedes med gas, vand, elektricitet og telefonforbindelser,” stod der således i en artikel i Vendsyssel Tidende samme år.

Bag huset blev der støbt et nyt fundament, hvorefter den tre etager høje bygning blev trillet op på det ved hjælp af donkrafte, jernbaneskinner og kraftige jernstænger, der fungerede som ruller.

Derved blev det hævet to meter, så de to kælderforretninger kom op i gadeniveau.

I dag er Strømgade i Hjørring gågade, så foran det baksede hus er der derfor god plads til værtshuset Bjeskens gårdhave.