Jeg husker dem som flåder af belagte, gennemskårne flutes eller lange brød, som de hed, der blev båret ind ved ungdomsfester. De hed landgangsbrød, belagt med fem eller flere slags pålæg. Der var æg og tomat, spegepølse, rullepølse med italiensk salat, leverpostej med sky, skinke, ost i sirlig og veltilrettelagt rækkefølge på et solidt dæk af mejerismør. Dertil sodavand.
Når vi unge i 14-16-årsalderen skulle videre til bal efter en ungdomssammenkomst, så kom stærkere varer frem fra inderlommerne. Det står hen i det uvisse, hvor det krigeriske navn landgangsbrød opstod, men de gik i land i 1960’erne. Måske var det opmarcheringen af pålæg, der gav det navnet. Landgangsbrød er et ord fra engang, hvor vi ville spille med på det moderne med nye måder at bide tænderne i det ny på.
Ved nogle sammenkomster serverede man også tarteletter, der erobrerede scenen og bordene fra og med 1960’erne. Tarteletterne sneg sig også ind i de traditionelle menuer i forsamlingshusene, hvor det ellers hed suppe, steg og is, men nu klemte der sig en mellemret ind mellem suppen og stegen i form af tarteletter. Ordet tartelet er oprindeligt fransk, en diminutiv af tarte, der betyder tærte, men på vestjysk kunne man ikke høre de franske rødder i udtalen. I tarteletten var der høns i asparges.
Tider og skikke forandrer sig. Set i bakspejlet var de små ting tegn på større ting under forvandling. Ved indgangen til 1970’erne dukkede de såkaldte landkyllinger for eksempel op i frysediskene i butikker, der nu hedder supermarkeder, men som dengang hed selvbetjeningsbutikker.
For selv at tage varerne i en fryser, det var nyt, og derfor blev det understreget, at der var selvbetjening. Men tilbage til landkyllingerne. Jeg tror jo, at kyllinger som hovedregel altid er produceret på landet, men nu opfandt kæden Irma ordet landkylling. Er det modsatte af en landkylling så en bykylling? Nej, det er stadig med et ord fra 1970’erne en papkylling, så forstavelsen ”land” skulle indikere bedre kvalitet og naturlighed. Det antydes vel i navnene, at ”pap-kyllingen er et tyndt, unaturligt produkt i papæsker, mens landkyllingen bruser af muskler og landlig sundhed.
Landkyllingen var ikke det eneste rustikke element, der dukkede op i kølediskene og i sproget. Landpølser, der ifølge Mad & Gæster fra 1973 ikke var tilsat farve eller kunstige smagsstoffer. Landpostej, grovhakket og ifølge magasinet Eva af særlig landligt tilsnit. Landskinker, landæg, land mig her, land mig der. Den omsiggribende urbanisering, som fandt sted i årtierne fra 1960 til 1980, hvor hundredtusinder af parcelhuse forandrede livsformerne, fordrede modbilleder, og de hentes i en nostalgisk dyrkelse af dengang, der var ”ude på landet” til. De storforbrugende bymennesker ønsker autentiske alternativer, så derfor var der ikke bare kyllinger, men noget så fint som landkyllinger at købe.
Ord, betegnelser og navne er som landgangsfartøjer, der sejler på tidens bevidsthedsstrømme, og hvis betydning går i land på sprogets kyster.