Lokale telefoncentraler blev tilsyneladende anvendt til mere end blot at omstille telefonopkald til de rigtige personer. Det har man kunnet læse ud af en lang række anekdoter fra læserne, som Bagsiden har bragt den senere tid. Og centralen fungerede åbenbart også som en slags babyalarm tilbage i 1950’erne. Det skriver læser Finn Jonasson fra Sæby til Bagsiden.
Han er født i 1954 i en lille landsby tæt på Sæby, og hans forældre boede over for centralen og kendte ifølge læseren naturligvis centralbestyrerparret rigtig godt.
”Det var jo dengang, man gik over til naboerne og drak aftenkaffe og naturligvis fik ’byttet historier’ – den tids Facebook,” skriver Finn Jo-nasson og fortsætter:
”Det var jo sjældent, at centralbestyrerparret kunne forlade centralen om aftenen, og derfor var det oftest mine forældre, der gik på visit på centralen. I stedet for at slæbe knægten med (jeg sov jo) blev min vugge kørt ind ved siden af telefonen, og røret blev lagt ned i vuggen ved siden af mig. Når mine forældre så kom over på centralen, stak man ’proppen’ i vores nummer (41), og så kunne man høre, om jeg sov eller var vågen og græd,” skriver han.
”Tja, så længe knægten sov, kunne man jo sagtens drikke kaffe og snakke om løst og fast, men var der gråd, løb man over vejen, som man sagde, og gav mig sutten, og så kunne snakken over kaffen fortsætte. Var det vanrøgt? Nej bestemt ikke – det er jo ikke anderledes en vores tids babyalarmer, hvor forældrene på afstand kan høre barnet. Jeg kan naturligvis ikke selv huske historien, men har fået den gengivet af såvel mine forældre som centralbestyrerparret. Centralbestyrerparret blev op gennem min barn- og ungdom en form for reserveforældre, et sted, hvor der altid var åbent, og jeg fik da også som stor dreng lov til at betjene selve centralen, men det er jo en helt anden historie, som vi må tage en anden gang.”