De lyse nætter udfolder dansk samhørighed

Det er i de lyse dage og nætters tid, at den berømte danske samhørighed, den folkelige sammenhængskraft, for alvor udfolder sig, skriver Kasper Støvring

Det er solhvervstid og glædens tid med lange lyse nætter som her ved Hågendrup landsby i Nord­sjælland. –
Det er solhvervstid og glædens tid med lange lyse nætter som her ved Hågendrup landsby i Nord­sjælland. – Foto: Leif Tuxen

Der er sommerdage med nordøstenvind, dybblå himmel, et stabilt højtryk og en tør og ren luft. På andre sommerdage bringer sydøstenvinden hede over landet, så der opstår luftspejlinger over vejene.

Men det er de svale, lyse nætter, der er noget helt særligt ved Danmark – liv, lykke og lys!

”Danmark, nu blunder den lyse nat”, synger vi ved sankthans. Thøger Larsens vers har vi med os i den lyse tid på året, hvor selve landet synes at blunde roligt og fredeligt. Sådan har det altid været, og sådan er det igen i år. De lyse nætter har været med til at danne os som folk over århundreder.

Når vi ligger i vores senge om natten, hører vi gøgen, der kukker i skov og krat, imens havene synger ganske stille som en erindring om moders sagte sang ved vuggen. Måske falder der en forfriskende, mild sommerregn. Det dufter af liv, når støvet på træer og buske vædes og hvirvler omkring i luften. Man kan næsten smage den våde jord på tungen.

Det er i de lyse dage og nætters tid, at den berømte danske samhørighed, den folkelige sammenhængskraft, for alvor udfolder sig.

Snakken går over hækken mellem naboerne, der gestikuleres og nikkes med hovedet til hilsener, børnenes lyse latter genlyder af leg på vejen, og vinden hvisler i trækronerne. Der er et mylder af aktivitet i disse dag- og aftentimer, hvor det blændende lys fra solen får alting til at changere i 1000 klare nuancer.

Jeg har i andre sammenhænge skildret den festlige fejring af midsommeren, som jeg også gerne vil dele her. På vores vej samles vi på plænen nede ved søen til fællesspisning og sang. Insekterne sværmer i den synkende sols sidste stråler, og solen selv gløder med en dyb, rød glans, inden dens ulmende kant glider ned bag den mørke silhuet af træer bag søen.

Når festen er forbi, og bålet er brændt ned, har jeg et fast ritual, inden også jeg går i seng.

Ikke en vind rører sig nu, det er blevet helt stille. Jeg sidder alene i haven og ryger en cigaret i den sene time. For når aftenen er gået over i nat, er det, at sommeren får den magiske tiltrækning, som her til lands skyldes de lyse nætter. De hvide blomster lyser op i den svale nat. Syrenernes blege hænder åbner sig mod månelyset, og hvidtjørnens kupler hviler i det milde skær. Bedøvet af søde dufte, der kommer rullende i bølger, sidder jeg midt i al denne frodighed.

Glædens tid, ja, men jeg føler samtidig en underlig sorg ved solhverv, en sorg over, at jeg på et tidspunkt ikke længere skal opleve al denne skønhed.

Sommerens himmel er et lysende lykkesyn, der løber fuld af mangfoldige farver. Se solens orange skær hen over nordhimlen ved aften, se den hvidlige himmel med tynde natskyer, se en svagfarvet korona om solen eller et lag af bølgeskyer farvet røde af den nedadgående sol. Bedst er da nætter uden lysforurening fra byerne, helt ude på landet, gerne på en af øerne. Hvis man er heldig, ser man nordlys med grønne og blodrøde farver på himlen.

Imens jeg sidder i haven, flyver en tavs fugl forbi og videre ud i den lyse dæmring bag gavlen. Så lander en sort fugl på en gren foran mig og bebuder nattens mørke. Da går jeg til ro.