Dansk kirke i London jagter millioner til renovering

Renovering og bedre udnyttelse af pladsen skal give Den Danske Kirke i London et tiltrængt løft

St. Katharine, som huser den danske kirke i London, skal renoveres, og det skal også give bedre plads inden for rammerne af den eksisterende bygning. -
St. Katharine, som huser den danske kirke i London, skal renoveres, og det skal også give bedre plads inden for rammerne af den eksisterende bygning. - . Foto: Den Danske Kirke i London.

”Det kræver et godt helbred at gå i kirke om vinteren.”

Ordene kommer fra skibsredder Per Gullestrup, der også er næstformand i kirkerådet ved Den Danske Kirke i London.

Han står i spidsen for opgaven med at finde de mange millioner kroner, som det kræver at renovere og opgradere kirken St. Katharine, der er fra 1827.

Mest presserende er nyt centralvarmeanlæg i selve kirkerummet, hvor det nuværende system både er dyrt at bruge og heller ikke formår at opvarme hele rummet.

Projektet har samlet et budget på hele 28 millioner kroner. Den ene halvdel er der på forhånd tilsagn om fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal. Men det kræver, at kirken selv kan finde den anden halvdel. Et stort bidrag på 100.000 kroner er allerede kommet fra Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond.

”Kirken får ikke en krone af den danske stat. Det er kun præstens løn. Derudover lever vi af den støtte, vi får fra menigheden, enkeltpersoner, virksomheder og diverse danske fonde,” forklarer Per Gullestrup.

Han er ret sikker på, at det vil lykkedes af finde de nødvendige millioner inden for et halvt år.

”Nu er vi gået i gang. Det er ikke en umulig opgave - og vi håber særligt på støtte fra de store danske erhvervsvirksomheder, for vi servicerer deres medarbejdere her i London,” fremhæver Per Gullestrup.

Kirkens præst, Else Hviid, supplerer med, at også folk bosat i Danmark kan bidrage til kirken, og at beløbet er fradagsberettiget.

Hun fortæller videre, at der stort set er aktiviteter i kirken hver dag.

”Det er også et kulturhus for alle danskere, der i kortere eller længere tid opholder sig i London. Kirken er den danske folkekirke på stedet. Den fungerer som det naturlige mødested for danskere i London og omegn, som samles om et væld af kirkelige, kulturelle og sociale aktiviteter, nationale og sportslige traditioner, royale festligheder og meget mere. Desuden underviser vi i sæsonen mere end 100 børn og 50 voksne i dansk sprog og kultur,” fortæller Else Hviid om kirken, som har over 10.000 besøgende om året.

Der har været en dansk kirke i London siden 1692, men kirken rykkede ind i St. Katharine i 1952, hvor den danske ambassade førte an i forhandlingerne med udlejeren, der er The Crown Estate, som er ejet af det britiske kongehus.

”Vi bor til leje hos Hendes Majestæt,” konstaterer Per Gullestrup.

Det har blandt andet den fordel, at huslejen er ganske rimelig. Men til gengæld har kirken så flere vedligeholdelsesforpligtelser, som ellers normalt bliver varetaget af udlejer.

”Det er en utroligt smuk kirke, og vi er ufatteligt privilegerede. Men tidens tand har været hård ved bygningen, som er bygget i sandsten. Der er lavet reparationer over de sidste par hundrede år, men der er ofte brugt materialer, som har gjort ondt værre. Blandt andet noget helt så banalt som at bruge stålnagler, som ruster, hvilket betyder, at facaden ødelægges indefra,” forklarer Per Gullestrup.

Kirken er erklæret bevaringsværdig, og det betyder igen, at der er strenge regler for, hvordan reparationer udføres. Og selvom der vi blive mere plads i kirken - herunder bedre lokaler til konfirmandundervisning, så forsikrer Per Gullestrup, at selve kirkens smukke udseende ikke vil blive påvirket at de planer, som arkitektfirmaet C.F. Møller har udarbejdet.