Prøv avisen

Dansk kirke i London stråler igen

Arkitekt Malcolm Fryer (til venstre), kirkerådsformand Dorte Bille Harding og præst Flemming Kloster Poulsen foran den renoverede facade af St. Katherine’s Church – den danske kirke i London. – Foto: Bjarne Nørum

Tårnene på St. Katherine’s Church i London var tæt på at falde sammen, men efter omfattende renovering fremstår kirken igen i fuld glans

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det.

Men St. Katherine’s Church, den danske kirke i London, kunne i søndags fejre den første gudstjeneste i lange tider, hvor menigheden ikke skulle gå under et stort stillads for at komme ind i kirken.

”Vi gjorde det, og nu kan vi igen gå sikkert ind i kirken uden at risikere at blive ramt af faldende murbrokker,” konstaterede kirkerådsformand Dorte Bille Harding, da kirken efter gudstjenesten søndag med en reception markerede, at facaden var renoveret.

I modsætning til folkekirken er de danske kirker i udlandet selvfinansierede. Det er kun præstens løn, som betales af Danske Sømands- og Udlandskirker. Alle andre omkostninger skal dækkes af menigheden, og renoveringen af facaden har kostet i omegnen af fire millioner kroner, en pæn pose penge mere end planlagt.

Det handlede nemlig ikke kun om det rent kosmetiske på facaden, for som arkitekten Malcolm Fryer kunne konstatere, var stålskelettet, man byggede i 1826 til at holde tårnene oppe, så gennemtæret af rust, at der var en reel risiko for, at det ville kollapse.

Ikke alene skulle de tage det gamle skelet ud og indsætte et nyt. Murværket var også så medtaget, at dele af det skulle erstattes gennem møjsommeligt arbejde, hvor sten efter sten efter nøje beregninger blev taget ud og erstattet med nye.

Som Dorte Bille Harding siger, så er der på begge de to tårne en stribe med lidt lysere sten. Det syner ikke af meget.

”Men det alene har kostet næsten en million kroner,” forklarer hun.

En anden lille detalje er, at uret på toppen af facaden virker igen efter 20 år. Som sådan var der ikke noget galt med uret, men den næsten 200 år gamle trappe til toppen var så rådden, at det ikke var muligt at komme op og vedligeholde uret.

På mange måder var søndag derfor en festdag i kirken, og meget passende blev receptionen indledt af sopranen Inge-Lise Nygaard, der sang N.F.S. Grundtvigs ”Kirken den er et gammelt hus”.

Det gamle hus kan nu holde noget længere.