Hvorfor er det så vigtigt at have rødder i et bestemt landskab, og hvordan lever hjemegnen videre i den enkelte?
Sådan spørger Kristeligt Dagblad i en serie om hjemstavnens betydning, som bringes i avisen i disse uger. Lolland-Falsters biskop, Marianne Gaarden, har eksempelvis fortalt, at hun ikke er i tvivl om, at hun er vendelbo, selvom hun ikke har haft adresse i Vendsyssel, siden hun forlod Brønderslev som 19-årig.
Læserne er også blevet opfordret til at fortælle om betydningen af deres hjemstavn. 73-årige Aminah Tønnsen, der er forfatter og bor i hovedstadsområdet i dag, har skrevet til Bagsiden med sin historie om rødderne i Sydslesvig:
”Jeg har trådt mine barnesko i Flensborg – men selvom jeg ikke har haft fast adresse i byen, siden jeg forlod den som 19-årig for at rejse ud i den store verden, så er der ingen tvivl i mit sind: Når jeg tager til Flensborg, tager jeg ’hjem’,” skriver hun og fortsætter:
”Noget af det vigtigste, min opvækst i Sydslesvig har lært mig, er, at man kan være dansk på mange forskellige måder – og at retten til forskellighed er værd at kæmpe for. Mine søskende er bosat i Flensborg tæt ved vort barndomshjem.
Selv har jeg været bosat i hovedstadsområdet i snart 25 år – men da grænsen blev lukket i marts 2020, værkede det i hele min krop ved tanken om, at jeg ikke bare lige kunne besøge mine søskende derhjemme.
En dyster fortid har sat sig sine uudslettelige spor: Jeg kom uvilkårligt til at tænke på min mor, der under krigen har stået syd for grænsen og vinket og råbt ud over ingenmandsland til sin søster, der stod på den danske side. Det må være skæbnens ironi, at vi skulle mindes 75-året for Danmarks befrielse med en grænse, der ikke bare var lukket rent administrativt, men også fysisk med vildsvinehegn, grænsebomme, betonklodser og bevæbnede grænsevagter.”
En dyster fortid har sat sig sine uudslettelige spor: Jeg kom uvilkårligt til at tænke på min mor, der under krigen har stået syd for grænsen og vinket og råbt ud over ingenmandsland til sin søster, der stod på den danske side. Det må være skæbnens ironi, at vi skulle mindes 75-året for Danmarks befrielse med en grænse, der ikke bare var lukket rent administrativt, men også fysisk med vildsvinehegn, grænsebomme, betonklodser og bevæbnede grænsevagter.”