”Kære Augusta! Dette er det sidste du hører fra mig fra denne Side,” står der på et postkort fra 10. april 1912 skrevet af Jacob Christian Milling.
Budskabet fik en helt anden betydning, da danskeren aldrig nåede til den ”anden side” i live. Han var sammen med 12 andre danskere ombord på den skæbnesvangre jomfrurejse over Atlanten med det ”Titanic”, som gik ned i det kolde hav.
Den danske maskininspektør sendte et kort til sin hustru, Augusta, i Odense, få timer før det ”synkefrie” skib stævnede ud fra den syd- engelske kyst. Kortet nåede frem, mens danskeren druknede i det iskolde hav sammen med 1490 andre passagerer.
Det originale håndskrevede kort bliver i dag sat til salg på en auktion hos Bruun Rasmussen og er vurderet til mellem 30.000 og 50.000 kroner.
”Der findes ingen andre kendte breve, dokumenter eller optegnelser fra danskere ombord på ”Titanic” i den frie handel, og postkortet må anses for at være et vigtigt dokument i belysningen af en historie, der stadig er levende i mange menneskers bevidsthed,” fortæller Christian Grundtvig, der er leder af Bruun Rasmussens frimærkeafdeling, i en pressemeddelelse.
Milling var ansat ved De Sydfyenske Jernbaner, hvor han var højt respekteret for sin viden og sin evne til at udvikle lokomotivdele. I 1912 fik han bevilget orlov til en to måneders betalt studierejse i USA. På kortet til hustruen skriver han desuden: ”Jeg sender maaske en Traadløs, dersom det ikke er for dyrt. Jeg bor på Banens Hotel, det er ikke billigt, men bekvemt. Fra mit Vindue kan jeg se Skibet ovre i Dokken. Hvordan har de Gamle det? Hils dem og Børnene mange gange. Mange Hilsener til Eder alle. Fra Jacob.”
Han blev fundet som lig nummer 271 og derefter fragtet til Halifax i Canada. Herfra blev han via Boston sendt til København sammen med liget af forfatteren Herman Bang, der var død under en oplæsningsturné i USA. Milling blev begravet på Assistens Kirkegaard den 3. juni 1912.