Danske Emmelie kan vinde aftenens Melodi Grand Prix

20-årige Emmelie de Forest har sunget i gospelkor med sin mor. I aften spås hun vinderchancer i Det Europæiske Melodi Grand Prix

20-årige Emmelie de Forest fra Mariager går i aften på scenen i Det Europæiske Melodi Grand Prix med sangen ”Only Teardrops”, der spås gode chancer hos bookmakerne. –
20-årige Emmelie de Forest fra Mariager går i aften på scenen i Det Europæiske Melodi Grand Prix med sangen ”Only Teardrops”, der spås gode chancer hos bookmakerne. –. Foto: Betina Garcia.

Stemmen, det lange bølgende hår, de lette hippieagtige kjoler og de bare tæer. 20-årige Emmelie de Forest er tydeligt inspireret af Kate Bush, og den engelske sangerinde, der i 1978 som bare 19-årig hittede med Wuthering Heights, er da også hendes helt store idol.

Kate Bush er nok den person, jeg helst vil møde. Så vil jeg fortælle hende, hvor meget hendes musik betyder for mig, og hvor meget hun har inspireret mig, har Emmelie de Forest sagt i et interview.

Måske bliver den unge danske sangerinde lige så berømt som sit idol. I aften vil millioner af seerøjne over hele Europa hvile på hende, når hun som nummer 18 ud af 26 lande synger sangen Only Teardrops ved finalen i Det Europæiske Melodi Grand Prix. Og endnu flere vil stifte bekendtskab med hende, hvis det går, som bookmakernes odds signalerer, og Emmelie ender med at stå med vindertrofæet. Ved tirsdagens semifinale tirsdag aften i Malmø var hun den kunstner, der høstede størst bifald.

Jeg tror på en sejr, men alt kan ske. Jeg synes, jeg har en fantastisk sang, siger hun om hørehængeren Only Teardrops, der er skrevet af Lise Cabble, Julia Fabrin Jakobsen og Thomas Stengaard.

Emmelie Charlotte-Victoria de Forest blev født 28. februar 1993 i Randers. Hendes forældre blev skilt, da hun var helt lille, og hun er opvokset hos sin mor i Mariager. Mor og datter har i mange år sunget i gospelkor sammen. Sin musikalitet har hun dog også fra sin svenske far, der blandt andet spillede på mundharmonika og som sørgede for, at Emmelie og hendes to år ældre bror, Daniel, i deres barndom også blev introduceret til svensk musik. Faderen havde dårligt hjerte og døde i 2010.

Emmelie de Forest elsker at læse, hendes yndlingsbog er Stormfulde højder af Emily Brontë, og så er hun vild med chokolade. Hun nyder at gå ture, og adgang til natur er i det hele taget vigtig for hendes velbefindende. Når hun altid optræder i bare tæer, er det ikke et image, men simpelthen bare sådan, hun har det bedst.

At have bare fødder får mig til at føle mig tættere forbundet med jorden, siger hun.

Vi kan følge Det Europæiske Melodi Grand Prix og Emmelie de Forest på DR 1 fra klokken 21 i aften. Hvis man befinder sig i hovedstadsområdet, kan man også vælge at se showet på storskærm på Rådhuspladsen.