Danske vikinger var datidens immigranter

Hvad fik 20.000-35.000 danske vikinger til at tage det drastiske skridt og flytte vestpå til et helt ny land?

I 800-tallet opstod nye muligheder for rejser til England om bord på et stort antal sejlskibe. Her er ”Havhingsten fra Glendalough”, en rekonstruktion af et 30 meter langt vikingeskib fra 1042, på en sejltur i Roskilde Fjord. –
I 800-tallet opstod nye muligheder for rejser til England om bord på et stort antal sejlskibe. Her er ”Havhingsten fra Glendalough”, en rekonstruktion af et 30 meter langt vikingeskib fra 1042, på en sejltur i Roskilde Fjord. – . Foto: Jens Dige/Polfoto.

I 800-900-tallet var en rejse til England langt mere besværlig og farefuld end i dag.

Alligevel valgte 20.000-35.000 danske vikinger at rykke deres liv op med rode og drage til England – i hvert fald hvis man skal tro beregningerne i et nyt studie i arkæologi-tidsskriftet Antiquity.

Og migrationsbølgen til England handlede grundlæggende set om de samme ting, som får nogle immigranter til at søge mod Europa i dag – nemlig mulighederne for at skabe sig et bedre liv.

Det fortæller Søren Sindbæk, som er professor MSO ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet, ifølge Videnskab.dk.

”Det var også meget de samme ting, som fik folk til at rejse til Amerika eller Australien for et par hundrede år siden. I 800-tallet var der opstået nogle nye muligheder for transport, i og med at man var begyndt at bruge sejlskibe i stort omfang. Samtidig fandt de vikinger, som drog til England for at plyndre, ud af, at de også kunne udnytte deres militære magtposition til at skaffe sig land,” fortæller Søren Sindbæk.

I begyndelsen af vikingetiden var vikingernes rejser til England præget af mere eller mindre usystematiske plyndringstogter. Men i sidste halvdel af 800-tallet havde de skandinaviske vikinger organiseret sig i en større hær, kendt som Den Store Hedenske Hær.

Den Store Hedenske Hær udførte mere ordnede angreb, og dens medlemmer kom hurtigt til at sætte pris på værdien af jord.

Ifølge studiet i Antiquity foregik vikingernes migrationsbølge til England primært i 800-900-tallet. Da de danske konger fik magt over De Britiske Øer i 1000-tallet, var bølgen af vikinger, som flyttede til England, altså stoppet – måske fordi immigranterne fra Skandinavien ikke var superpopulære i deres nye hjemland.

”Man var bestemt træt af indvandringen i England omkring 1000-tallet. Der er en episode i 1002, hvor den engelske konge beordrer, at alle danskere i England skal slås ihjel,” siger Søren Sindbæk og tilføjer, at massemordet på danskerne også er kendt som Danemordet eller Skt. Brictus’ dags massakren.

”Episoden understreger, at vikingerne var så stor en befolkningsgruppe, at danskerne blev set som en politisk magtfaktor og i nogle sammenhænge et problem.”

Selvom det er mere end 1000 år siden, at vikingerne rejste til England, er det fortsat relevant at forske i begivenheden, fordi vi kan lære af vores fortid, mener vikingeforsker og arkæolog Jane Kershaw.

”Vi lever i øjeblikket i en tid med storstilet migration. Vi ser mange migranter og flygtninge komme til England og resten af Europa. Migration er en del af vores kultur. Vi skal åbne vores øjne for, at det samme skete for 1000 år siden frem for at tænke på vores forfædre som folk, der bare blev boende og aldrig forlod deres farm,” siger Jane Kershaw, der er postdoc ved University College London.