Danskerne elsker lakrids. Men nyt studie afslører en mørk bagside

Man skal ikke spise meget lakrids, før man overskrider en sundhedsgrænse for et særligt stof. Det viser et dansk studie

Lakrids smager godt. Men det er ikke godt i for store mængder.
Lakrids smager godt. Men det er ikke godt i for store mængder. . Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

I flere tusinde år har man brugt lakridsroden som lægemiddel. For eksempel anvendte de gamle grækere den som en kur mod hoste, hvorfor lakrids er en meget almindelig ingrediens i hostesaft i dag. Men nu viser et nyt dansk studie, at lakrids kan have den modsatrettede effekt. Det skriver Videnskab.dk. Det er altså helt lakrids – for at bruge et dansk udtryk for, når noget ikke er helt, som det skal være.

Danskerne elsker slik: Der ryger i gennemsnit 6,6 kilo ned i indkøbskurven om året – og meget af det er lakrids. Men lakridsprodukter indeholder glycyrrhizinsyre, der er det naturlige sødestof, som findes i lakridsroden. Glycyrrhizinsyre er harmløst i små mængder, men kan være sundhedsskadeligt i for store mængder. Det er særligt folk med forhøjet blodtryk og hjerte-kar-sygdomme, der bør passe på. Et stort indtag af glycyrrhizinsyre kan nemlig få blodtrykket til at stige og have andre uhensigtsmæssige effekter. 

I studiet analyserede danske forskere 219 forskellige produkter på det danske marked, som indeholder lakrids. Danske fredagsfavoritter som lakridsdragé, lakridsblandinger, lakrids-bolsjer, lakridschokolade, lakridsis og lakridste var på listen over de 219 produkter. 

Her viste det sig, at man ikke skulle spise mere end 4-5 gram af flere af lakridsprodukterne, før man fik for meget glycyrrhizinsyre ifølge EU’s grænseværdi, som siger, at man ikke bør indtage mere end 100 milligram glycyrrhizinsyre pr. dag. 

“Vi blev overraskede over, at man for mange produkters vedkommende ikke skal spise mere end 4-5 gram lakrids for at få så meget glycyrrhizinsyre, at man overskrider EU’s grænseværdi,” siger Nicolai Zederkopff Ballin, som er kemiker hos Fødevarestyrelsen og førsteforfatter på det nye studie. 

Samtidig afslører studiet, at 10 procent af de undersøgte produkter ikke var udstyret med tilstrækkelige advarsler om et højt indhold af glycyrrhizinsyre, sådan som loven ellers foreskriver. 

Ifølge Fødevarestyrelsen bør voksne – særligt gravide – ikke spise mere end 50 gram lakrids om dagen, og børn ikke mere e​​nd 25 gram. Hvis man også indtager andre produkter med indhold af lakrids – eksempelvis te, is, chokolade, bolsjer, tyggegummi, gourmetkrydderi, lakridsrødder og kosttilskud med lakrids – bør man spise endnu mindre lakrids, lyder det.

En 43-årig dansk kvinde blev også indlagt i en livstruende tilstand efter at have drukket lakridste hver dag igennem to måneder. 

Derfor anbefaler studiet, at der bliver lavet kampagner, som gør den brede befolkning opmærksom på risikoen ved et overforbrug af produkter med lakrids. 

Forskerne understreger dog, at et sundt og raskt menneske ikke skal være bange for en gang imellem at drikke lakridste eller nuppe en lakridsblanding i supermarkedet.