de 50 største opdagelser
Forklaringen var ret simpel: Når et menneske blev sygt, skyldtes det en ubalance i kroppens fire væsker: blod, slim, gul og sort galde.
Det var konklusionen fra den græske læge Galen, der levede fra år 129 til cirka 216, og den skulle blive stående som den primære sygdomsforståelse helt frem til 1800-tallet. I dag ved vi, at han var temmelig langt fra at have ret, og hans forklaring skabte da også store problemer med at forstå og helbrede de mange sygdomme gennem tiden. Den primære sygdomsbekæmpelse begrænsede sig således til åreladning, et brækmiddel eller anlæggelse af et kunstigt sår.
LÆS OGSÅ: Mysteriet om dyrene i stenene
Værst var det, at lægevidenskaben reelt ikke anede, hvilke symptomer der hørte til hvilke af de mange hundrede sygdomme. Igen og igen forsøgte man at finde frem til nogle simple love, ligesom Newtons, der kunne forklare menneskets syge indre. Lægen Andreas Vesalius (1515-1564) grundlagde den moderne anatomi og bragte dermed lægevidenskaben et vigtigt, men ikke afgørende skridt videre. Det samme gjorde lægen Theophile Bonet (1620-1689), men det blev Giovanni Battista Morgagni (1682-1771), der med 600 obduktioner og det skelsættende værk De sedibus et causis morborum (på dansk: Om sygdommes lokalisation og årsag) lagde grundstenen til læren om sygdomme og sygdomsprocesser i kroppens organer og væv, patologien.
Hans beskrivelser af sygdomme var så præcise, at man stadig i dag vil kunne stille en rigtig diagnose ud fra dem. Alligevel medførte hans arbejde ikke umiddelbart de store omvæltninger, for han havde ikke kortlagt alle sygdomme, og derfor stod meget stadig uforklaret. Men hans enmandsprojekt blev begyndelsen på en hovedstrømning inden for lægevidenskaben i begyndelsen af 1800-tallet. Dette skyldtes dog også den franske revolution (1789-99), der lukkede de lægevidenskabelige institutioner og reelt flyttede forskningen ud på hospitalerne og gjorde den mere praktisk end bogligt orienteret. Obduktioner blev hverdagspraksis, og der igennem begyndte man at finde de røde tråde mellem symptomer og sygdomme. Stærkt medvirkende var opfindelsen af stetoskopet i 1816.
Konsekvensen blev, at sygdom kom i forgrunden, mens behandling kom i baggrunden, efterhånden som man erkendte mange sygdommes naturlige forløb. Den gamle lægekunst var faldet.