De danske feriebørn: ”En storby som København er ikke noget sundt sted for børn”

Savn, frisk luft og marker. Mange københavnske børn blev fra 1853 sendt på sommerferie væk fra byens støj og trange baggårde

Afgang fra Københavns Hovedbanegård den 25. juni 1947. Ud til luft og marker. – Foto: Aage Sørensen/Ritzau Scanpix.
Afgang fra Københavns Hovedbanegård den 25. juni 1947. Ud til luft og marker. – Foto: Aage Sørensen/Ritzau Scanpix.

I 1947 rejste 8-årige Claus for første gang på sommerferie helt alene. Sammen med hundredvis af andre københavnske børn skulle han med toget fra Hovedbanegården i København til Kalundborg, hvorfra han skulle med færgen til Aarhus. Her ville hans onkel og tante hente ham og køre ham til familiens hus i Malling.

”Aftenen før jeg skulle af sted for allerførste gang, lå jeg og græd i min seng,” har Claus fortalt til Arbejdermuseet i København. Men af sted kom han.

I dag er det nok utænkeligt for mange at sende deres børn alene af sted på ferie i op til otte uger. Men fra 1853, hvor Komitéen for københavnske skolebørns landophold blev dannet, blev mange københavnske børn sendt på landet for at få frisk luft og forhåbentlig tage et par kilo på. Forældrene arbejdede imens, for dengang var der ingen betalt ferie og ikke engang fri om søndagen. Først i 1938 fik arbejdere to ugers betalt ferie om året.

Det var et koleraudbrud, der i 1853 var årsagen til, at Komitéen for københavnske skolebørns landophold opstod. Epidemien hærgede i København, hvor der dengang boede 130.000 bag voldene. 5000 mennesker mistede livet.

Dengang fandtes der ingen kloakker, og det er nemt at forestille sig, at sommersolen ikke har forbedret situationen.

I magasinet Folkeskolen bragte Komiteen for københavnske skolebørns landophold i 1952 en annonce, hvori der stod:

”En storby som København er ikke noget sundt sted for børn, der skal vokse og trives. Det er derfor af største betydning for børnenes helbred at komme væk fra den røgfyldte luft og den enerverende støj – ud i sol og landlig stilhed i sommerferien.”

Også i Kristeligt Dagblad blev der opfordret til at modtage bybørnene. Allerede i 1901 bragte avisen et indlæg, hvor en bogtrykker, en missionær, en skræddermester og en malermester fra Frederiksberg i København kom med et opråb.

På stranden i Ajstrup tæt ved Malling, hvor Claus (t.h.) holdt sommerferie som barn. – Foto: Arbejdermuseet.
På stranden i Ajstrup tæt ved Malling, hvor Claus (t.h.) holdt sommerferie som barn. – Foto: Arbejdermuseet.

”Nu spørger de smaa om Sommerferieplads paa Landet og venter bestemt at faa en saadan anvist. Hvem maa vi saa i aar sende en af vore kære Drenge eller Piger fra vore Børnegudstjenester ved Siloam paa Frederiksberg? De trænger til Sol, Luft, Mad og noget af Kristi Kærlighed. Har du Rum, kære Ven, saa sig Ja – for Jesu Skyld,” skrev de fire gudfrygtige erhvervsdrivende.

Og der var heldigvis mange, der gerne ville tage imod de børn, der ikke selv havde familie uden for byen.

En af de børn var lagerarbejder og tidligere statsminister Anker Jørgensen (S). I et brev til sin familie skrev han som 9-årig i 1931:

“Kære Tande og i alle. Jeg skal fortælde om Rejsen. Jeg er kommen godt har over og da vi kørte i Tovet havde jeg det godt, for vi skød med elestikker efter hinanden. Og saa sejlet vi men saa blev tiden for lang. Saa la vi os paa Dækket og sov og saa gik tiden med det. Saa da vi lande i Aarhus blev Kaj væk for mig og saa fandt jeg ham ikke. Saa kom jeg med til Randers og saa blev jeg hendte i Bil til gaaren og Hr. og Fr. Hansen har 25 tønder land. Og de har 31 Grise. Og to Heste. Og 12 Køer. Og saa Hons,” står der i brevet, som Arbejdermuseet er i besiddelse af.

Selvom omgivelserne var idylliske for et bybarn, var det ikke altid fryd og gammen på landet. For når man savner sine forældre, kan en sommerferie pludselig føles meget lang.

Claus, der for første gang blev sendt på sommerferie hos sin tante og onkel i 1947, blev også i de følgende år sendt til Malling. Og i 1952, da han var 13 år gammel, var hans lillebror Ulf også med. I et brev til sine forældre, som Arbejdermuseet er i besiddelse af, beskriver han, hvordan han er røget i totterne på sin tante.

”Det går ikke, som det skal. I torsdags var jeg oppe og skændes med tante Anna, fordi jeg ikke ville med på landtur, og hun var lynende gal hele dagen. Og i torsdags var hun også gal, det var noget med Ulf, hun var gal over, og hun sagde, at hun ville skrive hjem og fortælle det til far. Ulf havde spyttet på mig, så jeg gav ham en lussing, og så løb han ind og sladrede. Og hun var lige ved at æde mig.”

Men skænderierne var trods alt sjældne, og i en scrapbog, Claus troligt plastrede til med fotografier og beskrivelser, tegner sig et billede af sommerferier fyldt med naturoplevelser og lange solrige dage.

En side fra Claus’ scrapbog med fotografier fra hans sommerferie som feriebarn i Malling hos hans tante og onkel. Her ses han på vej hjem med færge i 1948. – ­Foto: Arbejdermuseet.
En side fra Claus’ scrapbog med fotografier fra hans sommerferie som feriebarn i Malling hos hans tante og onkel. Her ses han på vej hjem med færge i 1948. – ­Foto: Arbejdermuseet.