Dansk kultur er godt repræsenteret i det store udland.
Ikke alene har vi kultur-attachéer på passende steder på ambassaderne i Washington og Paris, vi har også egentlige kulturhuse et par vigtige steder.
I Rom finder vi det smukke danske akademi kaldet Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Borghese-haven, i Athen Det Danske Institut tæt ved Akropolis og i Paris Danmarkshuset ud til selveste Avenue des Champs-Elysées. Ligesom vi plejer at have et tilsvarende og meget pragtfuldt kulturinstitut i Damaskus i Syrien, men det er p.t. ude af drift på grund af de skrækkelige forhold i landet.
I Rom ligger Det Danske Institut for Videnskab og Kunst yderligt i den smukke Borghese-park som nabo til det tilsvarende akademi fra Sverige.
De store, smukke, gule bygninger er fra 1967 og tegnet af ingen ringere end den berømte danske arkitekt Kay Fisker. Byggeriet er ganske enkelt overdådigt i udseende og udstyr og overgår faktisk alt, hvad jeg har set i samme boldgade. Det er ikke et sted med adgang for besøgende til daglig, men kun ved særlige arrangementer. Det er et hus til forskning og kunstnerisk udfoldelse. Her er forsker- og kunstnerboliger og tilsvarende atelier og læsefaciliteter. Sjældent har man set magen til bibliotek og læsesal.
Helt overvældende og imponerende og udstyret efter alle kunstens regler med inventar og udstyr, når det er bedst her fra landet. Det vil sige PH-lamper, Arne Jacobsen-lamper og møbler af de bedste møbelarkitekter. Der er to rummelige kunstneratelier med hvert et stort, åbent gårdrum, så man efter behov og efter vejrliget kan arbejde både ude og inde. Og der er ovenlys i inderummet. Det hele er for ganske nylig sat forbilledligt og respektfuldt i stand af den danske arkitekt Bente Lange.
Hver forsker eller kunstner har en lille lejlighed med bad og har et stort køkken med spiserum til fælles. Plus en magelig dagligstue. Tre lejligheder har endda eget køkken. Og så er der masser af udendørs plads i et stort, smukt gårdrum. Og i Rom kan man jo være ude den største del af året.
Den stedlige direktør for akademiet har også en overdådig stor bolig i flere etager, men den er så også beregnet til repræsentation og er reelt i brug til det formål flere dage i ugens løb.
Akademiet ligger i gåafstand gennem parken til den spanske trappe, og man er dermed ikke voldsomt langt fra Roms centrum.
Midt i Athen, tæt ved Akropolis og ud til en kirke, ligger så Det Danske Institut, som også er for både forskere, forfattere, gymnasielærere og kunstnere. Her får man hver en fin lille bolig og har fælles faciliteter som køkken, stue, bibliotek og tv-stue. Og ikke at foragte en skøn tagterrasse med udsigt over byen.
Det Danske Institut i Athen er oprettet i 1992. Det er et statsligt institut for kunst og videnskab. Formålet med stedet er at fremme forskning, undervisning og kulturformidling. Til instituttet hører et egentlig foredragsrum med offentlig adgang og vekslende udstillinger.
Instituttet ligger lige i smørhullet af Athen med gåafstand til mange af de steder, der er værd at besøge, ikke mindst Akropolis og Musernes Bjerg.
I Paris er der ikke tale om noget kulturinstitut, men om Danmarkshuset med mindre udstillingsfaciliteter og med muligheder for at arrangere konferencer og at leje ud til specielle arrangementer. Det administreres i direkte sammenhæng med den danske ambassade få gader herfra. I Danmarkshusets stueetage er der et par danske butikker, og bag huset ligger Den danske Kirke i Paris, som Danmarkshuset i princippet deler gårdhave med.
Danmarkshuset kender man bedst for de to danske flag, der stikker skråt ud fra facaden og som ses på lang afstand på vej op eller ned ad Champs-Elysées. Nummeret er 42, ganske tæt ved Triumfbuen. Danmarkshuset er fra 1955 og er tegnet af Thyge Hvass. Der har flere gange været talt om at lukke stedet, men indtil nu har det overlevet.