De forbudte løg

Løg hører hjemme i de fleste køkkener. Men ikke alle bryder sig om løg, der for nogle buddhister og kinesere er lige så forbudt, som svinekød og skaldyr er for muslimer og jøder

Sødmen fra løgene går direkte ind i smagsløgene i denne lette hvide løgsuppe. –
Sødmen fra løgene går direkte ind i smagsløgene i denne lette hvide løgsuppe. – . Foto: Bjarne Nørum.

Ynkeligt! Intet andet ord kan beskrive, hvordan det er at se en mand omkring de 40 år sidde og pille små stykker løg ud af en pastaret.

”Jeg kan ikke lide løg,” lyder forklaringen fra den israelske tv-producer i Tel Aviv. Til trods for at hans hustru driver en cateringvirksomhed, kan han bare ikke forene sig med løg.

Men tv-produceren er ikke den eneste, der har lagt vejen forbi mit køkken ledsaget af et forbud mod løg. Det samme gælder den brasilianske fotograf, som kvalificerer sin modstand med, ”at løg giver luft i maven”.

Hvor jeg blot har set de to som gastro-excentriske, så kom en helt anden udfordring med en ven fra Taiwan, der er vegetar. Det er ikke noget problem i mit køkken, hvor jeg gladelig kokkererer rundt om allergier, religiøse overbevisninger og til en vis grad tilmed fordomme om mad.

Men udfordringen kom, da den taiwanske vegetar præciserede, at han af religiøse årsager ikke spiser produkter fra løgfamilien, som er alt fra de almindelige løg til purløg, hvidløg, forårsløg, porre og så videre.

Og der stod jeg så og skulle kreere en vegetarmenu, uden hvad jeg ser som hjørnestenen i det vegetariske køkken: løg.

Den for mig ukendte forklaring er, at den buddhistiske retning jainisme samt kinesisk daoisme, også kendt som taoisme, forbyder løg

”Løg skaber grådighed, temperament, besættelse – herunder seksuel besættelse,” lød forklaringen, som pludselig satte det uskyldige løg i et helt nyt lys.

Den anden og mere lavpraktiske forklaring var mere i tråd med såvel den israelske producer og den brasilianske fotograf.

”Den stærke duft bliver hængende længe i munden, og det er ikke godt i en social sammenhæng.”

I medicinsk forstand betragtes løg også som skadelig for de indre organer. Almindelige løg påvirker nyrerne, hvidløg går efter hjertet, porrer skader leveren, purløg rammer milten, mens grønne løg som forårsløg går i lungerne, ifølge min hjemmelsmand.

Så det er med risiko for et totalt nedbrud af de indre organer, vi kaster os over denne uges opskrift: Løgsuppe:

Her er ikke tale om den franske ostefede løgsuppe med ristede brødstykker, men en let og italiensk udgave. En opskift som i al sin simpelhed kræver kokkens udelte opmærksomhed i 40 minutter, mens den søde løgduft langsomt svedes ud under næsten konstant omrøring.

Ideelt set skal der tilsættes en kyllingefond, som er tilberedt på skroget af en stegt kylling. Men da vi allerede er i gang med at overtræde adskillige religiøse forbud, er det op til kokkens egen samvittighed og ambition.