De gode gamle amaryllis er nu de bedste

Amaryllis er en klassiker i mange danske stuer ved juletid. Men de stakkels blomsterløg sælges nu også i en version dyppet i voks, som modtages lunkent af Bagsidens haveskribent

En blomstrende amaryllis med rødderne solidt forankret i en potte fyldt med jord. Sorten er Rapido med relativ små blomster. –
En blomstrende amaryllis med rødderne solidt forankret i en potte fyldt med jord. Sorten er Rapido med relativ små blomster. – . Foto: Mette Østergaard.

”Åh nej, jeg har glemt at købe amaryllis!! Vi plejer at have en rød i julen, det må jeg straks råde bod på!”.

Sådan lød det på sms fra en bedstemor, jeg kender. Vi var nemlig i gang med at koordinere julegaver til fælles børnebørn, og jeg nævnte, at en klumme var på vej om amaryllis.

Amaryllis – også kaldet ”de fire verdenshjørner”, fordi den ofte får fire blomster, der vender mod hvert sit verdenshjørne – er en løgvækst med temmelig store løg. De kan købes nu, enten som løg, man selv skal sætte i urtepotte, eller mest almindeligt står løget i en potte og er allerede på vej med den første blomsterknop.

Faktisk kan man købe amaryllis i alle stadier fra et brunt løg over blomstrende planter til afskårne blomster på lange blomsterstængler.

Amaryllisløg skal plantes, så knap halvdelen af løget er oven over mulden i urtepotten. Løget skal trykkes godt fast, og det kan blive nødvendigt senere at sætte lange blomsterpinde i potten, så planten ikke vælter, da blomsterstænglen kan blive temmelig høj. Sæt urtepotten i en varm vindueskarm gerne over en radiator. Begynd vanding, når blade og/eller blomsterknop titter frem mellem de brune løgskæl. Løget har selv en stor ”madpakke” med, men har brug for vanding cirka en gang om ugen. Hold øje med den hver eneste dag.

To almindelige amaryllisløg som de tager sig ud, før de pottes op. I midten det voksindpakkede løg som næppe vil udfolde nogen større frodighed. –
To almindelige amaryllisløg som de tager sig ud, før de pottes op. I midten det voksindpakkede løg som næppe vil udfolde nogen større frodighed. – Foto: Mette Østergaard

Jeg har haft mine amaryllisløg plantet ud i haven hele sommeren, ja, i år stod de derude alt for længe. De skulle have været taget op i september og ligget tørt indendøre til november, hvor de pottes op i ny jord. Så er de normalt klar med blomster til julen.

I år gik det sådan, at løgene blev i haven indtil november før første rigtige nattefrost. Det var lige sent nok i forhold til at få dem i blomst til jul, men det gør ikke så meget. Det skønne ved amaryllis er at følge processen hele vejen fra brunt løg til mageløs blomstring og dernæst at passe dem, så de igen er klar til den store udfoldelse næste jul.

Selvfølgelig sker det, at nogle løg bliver glemt og tørrer ud efter blomstring og ender på komposten, men så har de dog spredt glæde i flere måneder og været stuens primadonna til sidst.

Jeg har de seneste år bemærket, at amaryllis er på markedet i en særlig vokset udgave, de benævnes ”touch of wax (strejf af voks)”, og jeg har købt et for at få bekræftet mine bange anelser.

Hele løget er dyppet i voks, og der kan vælges diverse farver, og det ser smart ud. Nederst, hvor rødderne plejer at skyde frem, har løget i stedet fået en slags fodlænke eller, som det beskrives, en spiralformet metalfod, der sørger for, at planten ikke vælter under vægten af de store blomster. Man skal vist være meget dygtig for at kunne forstå, hvordan en seks centimeter metalring er bedre end en potte fyldt med rødder. Vokskappen gør, at løget ikke behøver nogen vanding for at sætte smukke blomster, lyder beskrivelsen.

Amaryllisblomster i julerødt og julesne udendørs, smukkere bliver det ikke.
Amaryllisblomster i julerødt og julesne udendørs, smukkere bliver det ikke.

Min indkøbte Wax-amaryllis har sat to blomsterknopper, men den øverste ser allerede lidt slunken ud i toppen, og jeg tænker, den beder om vand. Men den har jo ingen rødder, så den kan ikke hjælpes.

Jeg spurgte min gartnerveninde om hendes mening om dette nymodens ”touch of wax”, og den kommer her:

”Jeg får helt ondt, når jeg sætter mig i løgets sted, erhvervsskade måske. Stakkels løg. Det fine ved amaryllis er jo, at man med lidt kærlighed kan få dem i blomst igen. Den mulighed er da vist forspildt med varm voks til det stakkels løg. Sådan et løg køber jeg ikke!”.

Jeg må konstatere, at jeg for længst har fortrudt mit køb, og nu må lide den tort at se løget langsomt gå til grunde!