Sommertrekanten med de klare stjerner Vega, Deneb og Altair er rykket vestpå og indikerer med den position, at sommeren er forbi. Vi har efterår, og det varer officielt frem til vintersolhverv i december.
Af bekvemmelighedsgrunde har vi dog valgt at indlede vinteren allerede ved månedsstart, den 1. december.
Som det fremgår af kortet (se neden for), er der umiddelbart ingen synlige planeter over horisonten på det tidspunkt, kortet viser. Det vender jeg tilbage til.
Her i efteråret, hvor nattehimlen er mørk og velegnet til at iagttage stjerner, dominerer de klassiske stjernebilleder, Cepheus, Andromeda, Cassiopeia og Perseus højt på himlen i øst.
I Cepheus omtalte vi sidste gang den variable stjerne Delta Cephei, der blev en vigtig stjerne for de første forsøg på at bedømme store afstande i universet.
I Cassiopeia så Tycho Brahe i 1572 en supernova den 11. november (mortensdag).
Efter dens opblussen fulgte Tycho den døende stjernes faldende lysstyrke, til den forsvandt. Det blev et afgørende bevis på og en markant bevidstgørelse af, at stjernehimlen ikke er uforanderlig.
Lige under Cassiopeias W ses stjernebilledet Andromeda. Her kan man 7-8 grader over stjernen Mirach med det blotte øje ane Mælkevejssystemets nabo i kosmos, den såkaldte ”Andromedagalakse”, 2,5 millioner lysår borte.
Er det stjerneklart kan man desuden se det smukke, svagtlysende bånd af Mælkevejens stjerner strække sig gennem nogle af de her omtalte stjernebilleder.
Forlænger man buen af stjerner i Cassiopeia mod nord, ender man i stjernebilledet Perseus. En af stjernerne her er særligt interessant, nemlig Algol. Dens navn er afledt af det arabiske ”Ra's al-Ghul”, der kan tolkes som ”dæmon-stjernen” eller ”dæmonens blinkende øje”.
Formentlig stammer disse hentydninger fra Claudius Ptolemæus (cirka 100-170) - græsk astronom, matematiker og geograf, der blandt andet samlede datidens viden i det værk, vi kender som Almagest, og som var et gældende ”leksikon” gennem 1400 år.
Men det giver god mening, for stjernen varierer i lysstyrke, altså tilsyneladende en variabel stjerne. Men der er noget særligt her. Variationen skyldes ikke, at stjernen puster sig op og efterfølgende falder sammen. Der er tale om en dobbeltstjerne, hvor to stjerner kredser om hinanden. Og det sker i et plan, der falder sammen med retningen til Jorden.
Det forklarer en præcis rytme, der afspejler omløbstiden på to dage, 20 timer, 48 minutter og 55 sekunder. De to stjerner er ikke lige lysstærke, så når den lyssvage glider ind foran den lysstærke komponent, oplever vi et fald i Algols klarhed, der mere end halveres.
Den lyssvage komponent er omkring ni timer om at passere hen foran den lysstærke. Når den klare stjerne formørker den lyssvage, opleves et mindre dyk i Algols klarhed
De to stjerner, der frembringer dette spil, er så tæt på hinanden, at de ikke visuelt kan adskilles i en astronomisk kikkert. Vil man se fænomenet, kan man bruge andre stjerner til sammenligning.
Når Algol viser fuld styrke, kan den sammenlignes med stjernen Almach i Andromeda. Den 13. november kan man observere Algol i minimum i timerne omkring klokken 19.
Som omtalt er der umiddelbart ingen planeter at se ved 20-tiden, men det er ikke helt rigtigt. Faktisk kan man rette en håndkikkert mod et område 35 grader over den østlige horisont og måske fange planeten Uranus.
Dens klarhed ligger på grænsen af, hvad øjet kan se under gunstige betingelser. Planetens position er vist på kortet under stjernen ved F'et i Fiskene. I håndkikkerten adskiller den sig tydeligt fra de omkringliggende funklende stjerner ved at lyse roligt og i en blegturkis nuance.
Merkur og Saturn er for tæt på Solen og drukner for tiden i morgen- og aftendæmringens lys. Vil man se klare planeter - uden brug af kikkert - kan man rette blikket mod sydøst fra klokken 6 om morgenen. Her står tre planeter, Jupiter, Mars og Venus. Jupiter ses øverst, og nederst den klareste, Venus. Mellem dem og lidt nærmere Venus står Mars.
Hvis der er udsigt til stjernehimlen, skulle der være gode muligheder for at se stjerneskud om natten mellem den 17. og 18. november. På det tidspunkt passerer Jorden i sit kredsløb gennem en zone af de rester, som komet Swift-Tuttle har efterladt sig i sin bane.
Når de små partikler rammer Jordens atmosfære, vil de mærke det som en hård opbremsning, hvorved langt hovedparten opvarmes og fordamper. Energitabet omsættes til et spor af glødende luft langs partiklens bane. Luften langs sporet gløder typisk i mindre end et halvt sekund.
Nede fra Jordens overflade kan vi så nyde synet af disse lysende spor i den måneløse nat - og samtidig glæde os over, at vi er godt beskyttede af vores atmosfære.